”Der må være en grænse”

Det var behandlingen af årsrapporten for affaldsområdet, der gav anledning til den kommentar fra socialdemokraten Kirsten Hoffmann på mandagens byrådsmøde. Skiftet af operatør til MiljøTeam er langt fra sket gnidningsfrit, og i årsrapporten konstateres det da også, at der i 2015 blev brugt flere ressourcer end normalt på at få normaliseret driften, hvilket har ført til en udsættelse af flere af de planlagte anlægsopgaver, eksempelvis renoveringen af genbrugspladsen i Brande. Bøvlet med dagrenovationen i form af forsinkelser, udskiftning af beholdere og problemer med skelafmærkning har i årets løb udløst 1.804 borgerhenvendelser, en stigning på 23,7% i forhold til 2014. Problemerne forklares bl.a. med udskiftning af IT-systemer.

- Det er træls for alle parter. Det er klart, at et leverandørskift medfører en indkøringsperiode, men der må være en grænse, sagde Kirsten Hoffmann, der også benyttede lejligheden til at glæde sig over, at der er blevet taget godt imod den ubemandede genbrugsplads i Bording.

Af årsrapporten fremgik det endvidere, at forsøget med at erstatte 120 affaldsspande med 4 såkaldte molokker (nedgravede ”genbrugsøer”) i ”Landsbyen” på Bøgevænget i Brande havde mere end halveret mængden af restaffald til forbrænding (”gråt” affald).

Samlet set har affaldsområdet givet et overskud på knap 5 mio. kr. i 2015, hvilket er over forventning. Overskuddet skyldes dels færre udgifter til affaldshåndtering, dels større indtægter fra gebyrer og salg af genanvendeligt affald. Det pæne regnskab gav dog ikke anledning til at sænke borgernes betaling for renovation, selvom området ifølge affaldsbekendtgørelsen skal ”hvile i sig selv”, men omvendt forventer man at kunne finansiere den nyligt (på forsøgsbasis) igangsatte storskraldsordning, hvor kommunen tilbyder at afhente storskrald hos private en gang i kvartalet, uden at hæve prisen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul