Hvornår bliver man voksen! hvornår bliver man ældre og hvornår bliver man gammel. Tid og alder er en underlig ting. Jeg vil altid være gammel i mit barns øjne, men ung i forhold til mine forældre og kun et barn i mine bedsteforældres øjne. Men en ting er sikkert, vi kan ikke løbe fra det og vi skal alle lære at acceptere det også selvom det er svært.

Alder har det med at komme snigende, du opdager det først, når du pludselig er et sted, hvor du enten er den ældste eller er den, som ikke længere kan gøre noget helt basalt. Om det er nede i byen, mens du handler, til familiefesten, hvor du ikke kan huske barnebarnets navn mere eller til en stille event på torvet, hvor du pludselig bliver angst eller forvirret er underordnet. Det kan såmænd også bare være på en tirsdag, det er helt ligegyldigt. Det er bare her virkeligheden slå til, pludselig opdager du, at der er noget du ikke kan mere.

Igen, det kan være alt, strømpen er svær at få på, du kan ikke få jakken lukket eller bare stå opret i badet eller klassikeren, har de forbandede journalister gjort teksten mindre igen!

Lige der melder virkeligheden og de store spørgsmål sig. Hvordan skal resten af din kommende alderdom være, livet skal jo leves, nogle arbejder og andre gør det ikke, men hvordan skal du klare hverdagen, hvordan vil du nu gerne behandles? Hvad skal være din standard og hvad er din forventning, det er jo ikke altid de to ting hænger sammen.

Spørgsmålene er mange, de kan være svære eller flove. Jeg kunne jo godt før og det er faktisk lidt flovt at skulle ”tigge” om hjælp. Men hvad vil du acceptere som en værdigt liv, hvad skal der faktisk til før du bliver tilfreds.

Er det vakuumpakket mad og et bad om ugen? Er det rengøring hver 5 uge, af en person du aldrig har set før og skal stole ubetinget på. Er personen nu virkelig ansat til at gøre det, man har jo hørt så meget?  Vil du kunne leve i konstant usikkerhed om næste besøg, at skulle forholde dig til nedskæringer og manglende service fra kommunen. Er det virkelig det, jeg kan få efter et helt langt arbejdsliv hvor jeg altid har betalt min skat!

Er det fair behandling, er det tryghed i livet og en værdig alderdom, jeg tvivler? Hvad vil være dine ”ufravigelige” krav. Hvad vil sætte du som dit absolutte minimum og mere vigtigt, hvor langt vil du virkelig gå for at ændre tingene?

Jeg ved, at de kommende generationer (ikke) blive nemme ældre og generationerne efter dem bliver fremtidens problembørn. Det er vores egen skyld, vores curlingbørn som ældre, uha uha, det bliver ikke nemt at gøre dem tilfreds.

Så, hvordan skal vi behandle vores ældre? Hvilken serviceniveau skal være standard og hvor meget bør de faktisk have! Jeg syntes det bedste udgangspunkt til en løsning i vores ældreservice er dig selv. Lige nu, uanset din alder. At du tager stilling til hvilke ting, service og liv du ønsker dig i din kommende alderdom. Spørg dig selv om, hvordan du gerne vil behandles som ældre, hvordan din alderdom skal se ud og hvilken service du syntes er rimelig.

Så én ting er helt 100% sikkert, det er ikke ekstra nedskæringer og yderligere forringelser der står på vores menuen, tværtimod. Vi vil have godt og gerne bedre end det. Vi have oplevelser og valgmuligheder. Vi er vokset op med All inklusiv og intet er umuligt har vi lært. Så forventningsniveauet er højt og vores tolerance vedr. fejl, mangler eller svigt er lav, meget lav.  

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er nogen som helst i dette land, der syntes at den nuværende service er godt nok til dem selv. Ingen i vores moderne liv ville acceptere nuværende ”standard” som godt nok eller helt i orden, ingen.

Disse ”ældre”, (ældrebyrden som Britt Bager Venstre, så ”elegant” kaldte det) er ikke en belastning eller en byrde for vores land. De byggede Danmark, udviklede landet og vi bør sige dem en kæmpe tak for deres indsats og hjælpe dem med den bedste alderdom overhovedet.

Det er uforskammet frækt at tillægge et naturligt trin i vores liv som en belastning, ”byrde” eller andet. Det er jo heldigvis, de fleste forundt, at blive ældre. Vi må derfor gøre det absolut bedst mulige for dem. Og ikke kun de ældre, men for alle de i vores hverdag som har det svært. Jeg tænker også på de syge, svage og handicappede. Hele kernen i vores demokrati skal være, at de stærke hjælper de svage, at de som kan, skal kæmpe, for de som ikke kan.

Men hvem vil rent faktisk gøre noget for vores ældre, vores syge, svage og handicappede. Nye Borgerlige sagt det siden vi startede, vores politik har været åben og tilgængelig for alle, men ingen af de etablerede partier har haft andet end hån og nedsættende bemærkninger til overs. Jeg vil dog dette, helt ind i sjælen. 

Men nu hvor der snart vil komme valg, flyver deres valgflæsk, så lavt, at det er farligt bare at gå på gaden. Milliard efter milliard bliver smidt efter veje, broer, jernbaner og områder. Alle skal have rettigheder, alle skal passes på og vartes op og helt uden forpligtigelser. Nye tiltag bliver fostret i valgpanik og nye rettigheder flyver til højre og venstre. Alle områder kastes i grams uden hensyntagen til finansiering eller om det er realiserbart. Vi kan, vi vil, vi skal, lyder det, et populistisk paradis for de valgbare fantaster.

Eftertanken: Hvis man kigger tilbage, et års tid eller mere, havde ingen af disse fantaster vist noget. Havde ikke påbegyndt syningen af 2019 versionen af kejserens nye klæder til valget. De fleste partier og personer har kun været neutrale og sporadisk råbt op for lige at vise flaget for deres parti i den indeværende periode. Men nu, når valget banker på 2019 og juni er den ultimative dato, råbes der højlydt fra fløjene som børn ved en fødselsdag, vi vil give mere end jer, gratis tænder, gratis psykolog, gratis, gratis, gratis. Men alle ved, lyder noget for godt til at være sandt, tja, så er det det er, for godt til at være sandt.

Tiden til dagen bliver mindre sekund for sekund. Trykkerierne ligger vandret for at kunne imødekomme deres umættelige tro på kommende magt og alle kanonerne kørt i stilling, mens deres formænd sover med støvlerne på og går allerede stolt forrest i optoget, med ret ryg, brede smil og åbne imødekommende arme på alle gågader og smider bolsjer og blomster til pøbelen, mens de er omringet af deres partisoldater.

Hvorfor vil de det nu, når det nu ikke har betydet noget tidligere. Hvorfor har de ikke kæmpet, vist flaget og forsøgt, mens de har været i opposition, de har jo fået deres gode løn, goder og pension for at være der. Opposition betyder ikke 4 års ferie og afslapning, det betyder 4 års hårdt arbejde. 

Mens mange partier skifter politik og holdning til den rigtige verden i valgtiden, så har vores politik har ikke ændret sig, vores holdninger er det samme for Danmark og vores fælles fremtid, som da vi startede. Vi kalder det integritet og troværdighed, vi kalder det sund fornuft ikke bare at kaste ting i grams pga. af et valg. Vi har fuld finansiering på alle vores forslag, ingen valgflæsk overhovedet. Vi mener, vi skal styrke de værdier, som generationer af danskere før os har opbygget - og som vi er forpligtede som dansker til at videregive.

For at bevare tilliden, friheden og trygheden i vores samfund, må vi stille krav om, at alle, også udlændinge respekterer vores levevis, overholder vores love og bidrager økonomisk og derfor skal dansk velfærd naturligvis knyttes til dansk statsborgerskab.

Folkepensionen burde ikke være et statisk billede, det er forkert og den skal naturligvis reguleres med velstanden, så når samfundet bliver rigere, skal folkepensionen derfor reguleres op i samme takt. Det er de ældre, der har lagt grunden til vores velstand i dag. Derfor skal de også have andel i fremgangen, selvom de ikke længere tjener penge selv. Men de svageste pensionister, de dårligst stillede, skal også hjælpes gennem med en øget målretning af ældrechecken. Og formuegrænse (et underligt begreb for en aldersbestemt rettighed) skal gøres individuel, så gifte og samboende tilsammen kan have det dobbelte i likvid formue og ældrecheckens beløb skal hæves, det er vel fair da priserne ikke stopper deres vækst.

Det er en væsentlig del af en værdig alderdom, at systemet ikke umyndiggør den ældre. Det er en soleklar ret for alle myndige selv at kunne disponere sin indtægt, også når man er blevet pensionist eller fx er visiteret til plejehjem. Derfor skal ordninger, hvor kommunen visiterer forskellige goder til den ældre, fx plejehjemsplads, mad og rengøring gives som direkte tilskud på et tilgodebevis, som den ældre selv kan disponere over.

Den kommunale hjemmehjælp og madordning skal udfases og erstattes af private ordninger, hvor den ældre selv kan afgøre både omfang og kvalitet af den leverede ydelse. Det er fortsat en kommunal opgave at bevilge de nødvendige midler, men det skal være den ældre selv, der indkøber ydelsen. Kommunerne skal oprette et nødberedskab, der sikrer den ældre mod svigt i den private service og desuden tilbyde hjælp til at træffe de nødvendige aftaler mellem den ældre og de private leverandører.

Friplejehjem skaber plads til initiativer og individuelle løsninger udenom et offentligt regelværk. Kommunale plejehjem skal omdannes til selvejende institutioner og suppleres af flere friplejehjem og private plejehjem, hvor ideer langt lettere og hurtigere kan omsættes til praktiske tiltag og bedre livskvalitet for beboerne.

Vi skal være et frit folk, hvor Grundloven beskytter os og folkestyret sætter rammerne. Men den bærende kraft for danskernes friheder er ikke staten. Og det er heller ikke EU. Det er civilsamfundet, familierne og den tillidsbaserede kultur, der binder os sammen som folk, knytter os til vores fortid og gør os ansvarlige for vores fremtid. Derfor skal politikerne og teknokraterne i EU blande sig meget mindre i danskernes liv. De danske familier og de nære, frivillige fællesskaber skal have bedre rammer for at trives og udvikles. Er der begrænsninger i vores levemåde i Danmark i forhold til EU, må de konventioner, regler eller love laves om.

Vi er trods alt stadig, en suveræn stat. Så kort sagt, mere menneske og mindre stat.

Thomas Bachmann

Folketingskandidat

Nye Borgerlige – Storkreds Vestjylland