Sig fra over for mobning!

Inger Stranddorf

Af Inger Stranddorf, formand for Arbejdsmiljøudvalget i HK MidtVest

Hvert år udsættes ca. 12 procent af alle medarbejdere for mobning på arbejdspladsen. Er du udsat for mobning? Er du kollega til én, der bliver mobbet? Oplever du, at en kollega mobber? Er du chef på en arbejdsplads, hvor der foregår mobning? Så sig fra med det samme, inden mobningen får lov at eskalere!

Mandag 18. juni 2018 blev tre håndværkere ved Retten i Kolding idømt ubetingede fængselsstraffe for grov vold mod en kollega. En fjerde blev idømt betinget fængsel. I medierne har jeg kunnet læse, at de blev dømt, fordi de i en periode på et halvt år i 2016 flere gange havde væltet en 20-årig lærling omkuld, holdt ham fast og presset et kosteskaft op mod hans endetarm. Volden skete på byggepladser i Horsens, Odense og på firmaadressen i Kolding. I anklageskriftet stod også, at lærlingen var blevet fastholdt, mens hans chef klippede hul i hans bukser og pressede en tømmerblyant op i endetarmen på ham.

Chefen for firmaet blev idømt otte måneders ubetinget fængsel. Det samme gjorde én af medarbejderne, mens to andre medarbejdere, der deltog i volden, fik henholdsvis tre måneders ubetinget fængsel og 40 dages betinget fængsel. Derudover modtog de to mænd en betinget udvisning, da de ikke er danske statsborgere.

Ifølge medierne afviste de tiltalte alle anklagerne og hævdede, at der var tale om almindelige drillerier, som var en del af omgangstonen på byggepladserne. Lærlingen ventede næsten et år med at anmelde de fire kolleger. Det skyldtes, at han dels syntes, at episoderne var så krænkende, at han ikke fortalte det til nogen, dels, at han var bange for at miste sin læreplads. Han anmeldte først overgrebene, efter han var blevet udlært.

Som formand for Arbejdsmiljøudvalget i HK MidtVest er jeg rystet over, at det kan komme så vidt på en arbejdsplads, at en chef og tre kolleger på den beskrevne måde overfalder en kollega – ovenikøbet en lærling, der lige har taget hul på sit arbejdsliv. For mig at se er der tale om grov mobning, der er eskaleret og endt i regulær vold.

Hvert år udsættes ca. 12 procent af alle medarbejdere for mobning på arbejdspladsen. Det viser undersøgelsen ”Arbejdsmiljø og helbred i Danmark, 2012” fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Mobning kan ske på alle arbejdspladser og er ikke afgrænset til særlige faggrupper. Lige som det heller ikke er særlige faggrupper, som mobber.

Det er vigtigt at forebygge mobning på arbejdspladsen ved at sætte fokus på emnet. Undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at det har en positiv effekt, når virksomheden sætter fokus på mobning. Derudover handler det om at sige fra over for mobning – både, hvis du selv er udsat for mobning, men også, hvis du er kollega til én, der bliver mobbet, oplever, at en kollega mobber, eller, hvis du er chef på en arbejdsplads, hvor der foregår mobning. Sig fra med det samme, inden mobningen får lov at eskalere. Og husk, at du kan få hjælp hos din fagforening, hvis du bliver mobbet, eller oplever andre blive mobbet.

Mobning rammer individuelt, men skal løses i fællesskab på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren har ifølge arbejdsmiljøloven pligt til at sikre, at arbejdet ikke medfører fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af mobning. Desværre er antallet af sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø herunder mobning stadigt stigende.

Et enigt Folketing har vedtaget en ændring til Arbejdsmiljøloven, som træder i kraft 1. juli 2018. Lovændringen gør det muligt for Arbejdstilsynet at tale med medarbejdere, uden der er andre til stede. Det bliver også muligt at afholde gruppesamtaler uden ledelsens tilstedeværelse, hvis formålet med samtalen forspildes ved, at ledelsen sidder med ved mødet. De nye regler er en markant skærpelse af de eksisterende regler, da Arbejdstilsynet hidtil ikke har haft ret til at tale med medarbejdere uden ledelsens tilstedeværelse. Reglerne skal gøre det muligt for Arbejdstilsynet at få adgang til alle nødvendige oplysninger. Og her er det afgørende, at Arbejdstilsynet gives adgang til at få oplysninger frem, som kan være vanskelige at få frem, hvis ledelsen er til stede – særligt hvis arbejdsgiveren selv er en del af arbejdsmiljøproblemet.

Jeg hilser ændringen af Arbejdsmiljøloven velkommen og har noteret mig, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) på Folkemødet på Bornholm gav udtryk for, at det er vigtigt med øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Det, håber jeg, vil afspejle sig i kommende politiske initiativer. I HK vil vi presse på for at få forstærket indsatsen, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Det er der brug for.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul