Lægerne flytter på posthuset
I mandags åbnede 5 Ikast-læger en filial i Birkehuset på Jens Risoms Allé, og knapt er dørene slået op til et nyt lægehus, før endnu et er på vej.
Brande Bladet erfarer, at Lægerne i Brande ved årsskiftet flytter fra Centerparken til det tidligere posthus på Stationsvej. Her er Hebsgaard Byg netop gået i gang med at tilføje en førstesal på sidefløjen bag posthusbygningen.
Posthuset blev solgt på tvangsauktion d. 2. maj i år, og køber var dengang Nykredit, der overtog bygningen fra LJB Ejendomme.
Siden er den blevet solgt videre til Herning-firmaet Hebsgaard Byg, som har fået en aftale i stand med lægerne samt en byggetilladelse til udvidelsen.
Med i flytteplanerne er også Brande Kiropraktik, og Brande Bladet erfarer endvidere, at jordmødrene ligeledes udskifter adressen i Centerparken til fordel for et nyt bofællesskab med Ikast-lægefilialen i Birkehuset. En placering, Lægerne i Brande tidligere har vist interesse for, men dengang kunne det ikke lade sig gøre.
Umiddelbart efterlader det kun den kommunale børnetandpleje samt Brande Fysioterapi i den kommunalt ejede bygning, og dermed mister betegnelsen SMP Centeret sin mening.
Læs mere i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar