Gode gerningssteder afspærret
I en opsigtsvækkende kampagne har Frivilligcenter Ikast-Brande afspærret flere gerningssteder i blandt andet Brande.
Af Per Andreasen
De gode gerninger, der finder sted i Ikast-Brande Kommune, fortjener langt mere opmærksomhed, end de får i dag.
Det mener Frivilligcenter Ikast-Brande, som onsdag afspærrede ”den gode gernings sted” i flere af kommunens byer.
- Vi er nogle stykker, der har arbejdet sammen om at vende det der med ”gerningssteder” til noget positivt. Stederne skal sætte spot på de enormt mange ”gode gernings-steder”, der er i vores kommune, forklarer Charlotte Holleufer, der er frivilligcentrets daglige leder.
De løftede øjenbryn over det afspærrede torv håber hun at veksle til stor interesse for den lokale udgave af ”Frivillig fredag”, som holdes på Ikast-Brande Gymnasium 26. september. Denne dag udgiver frivilligcentret en ny bog, som blev sendt til tryk onsdag.
- Jeg håber, rigtig mange får lyst til at tage til boglanceringen, for den er en fejring af frivilligheden, som vi har brug for mere opmærksomhed omkring, siger hun.
Også i Nr. Snede, Klovborg og Ejstrupholm har Frivilligcenter Ikast-Brande med hjælp fra elever på Produktionsskolen Midt i Ikast afspærret gode gerningssteder.
Tilføj kommentar