Beredskabssamarbejde med Herning og Ringkøbing-Skjern
Direktøren for Ikast-Brande Kommunes tekniske område, Hans Jørn Laursen, indstiller, at Ikast-Brande kommune indgår i et tværkommunalt samarbejde med Herning Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommuner om et fremtidigt beredskab.
Baggrunden skal findes i en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om, at antallet af beredskaber på landsplan skal reduceres til maksimalt 20.
I en omdiskuteret rapport vurderer Redningsberedskabets Strukturudvalg, at redningsberedskabets nuværende organisering i små uafhængige enheder udgør en barriere for, at redningsberedskabets potentiale kan udnyttes optimalt.
Udvalgets anbefaling er derfor bl.a. baseret på større kommunale samarbejder i basisberedskabet, hvilket efter udvalgets opfattelse åbner mulighed for en mere effektiv dimensionering, større og mere velfunderede beredskabsfaglige miljøer og bedre udnyttelse af redningsberedskabets kapaciteter.
Begrundelsen for, at man fra Ikast-Brande har valgt at kigge mod Herning og Ringkøbing-Skjern, er bl.a. den geografiske sammenhæng, det eksisterende samarbejde og brugen af frivillige. Desuden har de 3 kommuner en kombination af egne brandfolk og aftale med Falck.
Der har allerede været afholdt et indledende møde på chefniveau, hvor der lægges op til en igangsætning af udarbejdelse af aftalegrundlaget for et fremtidigt samarbejde.
Økonomi- og Planudvalget skal behandle sagen på sit møde mandag, hvorefter forslaget skal videre til byrådet ugen efter.
Tilføj kommentar