Løb for brysterne
Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på kampen mod brystkræft i oktober måned med kampagnen Støt Brysterne.
Lyserød lørdag er en del af denne landsdækkende kampagne, og den er i flere år blevet markeret i Ikast-Brande Kommune. De sidste 3 år bl.a. med et motionsløb i Ikast. Det har været en succes, og det er fantastisk, at der kan samles penge ind, samtidig med at folk får en god oplevelse med motion og fællesskab.
KB´s lokalforening har ønsket at udvide konceptet, så hele kommunen i fællesskab skal løbe for brysterne. Derfor er der i år løb i Bording, Brande og Ikast lørdag den 4. oktober, alle steder kl. 11.00.
I Brande stiller Brande Motion med guider, der tager alle interesserede med på en mountainbike-tur på Brande-ruten. Der kommer til at være forskellige længder på ruterne, men for alle gælder det, at der er en rute, der kan gås – også med barnevogn. Så det er bare med at komme afsted, om det så er dagens løbetur – med mulighed for præmie eller gåtur sammen med kolleger eller familie. I Brande vil der desuden ligesom de to foregående år igen i år være zumbaarrangement i Brande Hallerne til fordel for Støt Brysterne.
I Ejstrupholm bliver byen malet lyserød den 4. oktober med bl.a. gåtur, tombola og kagebod sponseret af byens bager.
Tilføj kommentar