200 år med folkeskolen
Torsdag blev folkeskolens 200 års jubilæum fejret med ballonopsendelse og mange andre aktiviteter rundt omkring på skolerne i Ikast-Brande.
Meningen var, at hver folkeskole skulle sende 200 balloner hver indeholdende en hilsen til vejrs præcis kl. 12, men det er som bekendt ikke alle planer, der bliver til virkelighed.
På Dalgasskolen havde man haft så travlt med at "bage for en sag", at der ikke var blevet tid til at skrive hilsener, og på Præstelundskolen havde man udskudt ballonopsendelsen til efter kl. 13 og skåret ned på antallet af balloner.
Til gengæld var der hele formiddagen en mængde andre aktiviteter på skolen, hvor man bl.a. kunne overvære et skuespil om skolen i gamle dage, forsøge sig som elev i "Den sorte skole", blive fotograferet i gammeldags stil eller læse om 5. klasses bud på skolen i 2034.
Derefter samledes skolens godt 500 elever efter fælles indmarch i skolegården, hvorefter ballonerne, som var spærret inde i 2 sammenstillede håndboldmål, blev sluppet løs som de formentlig sidste i kommunen.
Se hele reportagen fra jubilæumsfestlighederne i næste uges udgave af Brande Bladet.
Tilføj kommentar