Løsgængere står udenfor budgettet
Kl. 17 offentliggøres budgetforliget for de kommende år på et pressemøde på rådhuset i Ikast. Forliget er indgået mellem de fem partier/lister, der er repræsenteret i byrådet, men Brande Bladet erfarer, at de to løsgængere Ismail Yalcin, der blev ekskluderet fra Fælleslisten før sommerferien, og den tidligere Venstremand Morten Bak som de eneste står udenfor forliget.
Overfor Brande Bladet begrunder Morten Bak sin beslutning om at stå udenfor budgetforliget med flere ting, men helt grundlæggende finder han, at Brande endnu engang er blevet tilsidesat.
- Som bosat i Brande kan jeg ikke stemme for det, slår han fast og nævner det paradoksale i, at ekstraordinære skatteindtægter fra især Brandes og kommunens to største private virksomheder, Bestseller og Siemens Wind Power, de seneste år er gået til at renovere skoler i Ikast, bygge børnehaver i Bording o.s.v.
- Det er ikke første gang - sådan har der været alle årene, siden vi blev en stor kommune, siger Morten Bak og letter dermed på låget for en diskussion, som mange har forsøgt at skrinlægge.
- Det er i bund og grund en god historie, at branditterne kan betale alle de her anlæg - og ja, der er nogen, der trænger mere, end vi gør, men det her, det holder ikke, siger han.
I budgetforliget er der ifølge Morten Bak lagt vægt på, at der er afsat et tocifret millionbeløb til at renovere broerne på Dørslundvej, et projekt der i lige så høj grad kommer beboerne i den nordlige del af kommunen til gode, at der afsættes penge til lysreguleringer i begge ender af Borupvej - "Det er da en selvfølge, at det skal laves", siger han, og at de penge, der afsættes til byggemodning af grunde i Brande kun er et udlæg, som kommer retur til kommunekassen, når grundene bliver solgt.
En enkelt million til udskiftning af gadebelysningen i Storegade er dermed det mest håndgribelige, der falder af til Brande i budgettet, og det er altså ikke nok for Morten Bak til at stemme for.
Han er heller ikke imponeret over, at forligspartierne har givet hinanden håndslag om at realisere den mange gange udskudte fordelingsvej sydvest om Brande i 2018/19.
- Siden sammenlægningen er der i alt afsat knap 100 mio. til vejen, men de penge er brugt andre steder, konstaterer han.
Endelig havde han stillet krav om, at Præstelundskolen fik tilført 2 + 15 mio. kr. over de kommende år for at kunne leve op til kravene i den seneste skolereform, men den investering har forligspartierne ifølge ham valgt at udskyde til 2018/19.
- Det er varm luft. Vi ved alle sammen, at der er valg næste år, og så får vi en ny borgmester. Noget af det første, han gør, er at indføre anlægsstop, ellers løber kassen tom, forudser Morten Bak, der heller ikke vil lægge sin stemme til besparelser på driften på over 100 mio. kr.
Læs mere om budgetforliget i Focus Ikast-Brande onsdag.
Tilføj kommentar