I 2020 spolerede Coronaen festen – det sker ikke i år

Af Villy Guldbrand Jensen

 

I 2020 kunne Karen og Victor Christiansen, Poppelvej 35 i Brande, fejre deres diamantbryllup og der var lagt op til en stor familiefest.

Men det satte Coronaen en stopper for.

- Vi måtte aflyse festen, men vi holdt dog fest i gårdhaven. Det var ikke alle der var trygge ved det, fortæller Karen Christiansen, men i år skal det fejres at vi har været gift i 65 år og kan fejre Krondiamantbryllup.

Vi har inviteret alle børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn samt Victors 90-årige søster og mine brødre til brunch på Brande Camping i dag den 14. april.

Vi bliver 47 voksne og 12 børn!

Og der er ingen ønskeseddel sendt ud denne gang.

- Vi har det vi har brug for, fortæller Victor Christiansen, og får vi mere er der bare endnu mere der skal flyttes når vi engang skal forlade huset på Poppelvej og flytte i en lejlighed.

Netop det at flytte er begyndt at rumstere i hovedet på de to.

- Jeg synes det er rarest hvis vi flytter medens vi er to, siger Karen Christiansen, og begge er enige om at det efterhånden er blevet svært at holde hus og have, selvom Victor vil komme til at savne sit værksted.

Parret har boet i huset og i Brande siden 1981.

Begge er stadigvæk friske og rørige men de mærker alderen.

- Jag kan godt mærke at jeg nu får regningen for at have slæbt rundt på 50 kilo tunge sække i mit arbejdsliv. Benene er ikke hvad de har været, fortæller Victor Christiansen, der for kort tid siden var i gang med at udføre fysisk arbejde og regningen kom prompte om aftenen.

- Mine ben svulmede voldsomt op!

Så de kigger sig om efter en lejlighed – uden trapper og max. 120 kvm.

- Og jeg er godt klar over at jeg så ikke får et værksted. I de lejligheder man bygger i dag, er der jo knap nok plads til en skruetrækker i vindueskarmen, lyder det fra Victor.

 

Bag bussen i Randers

Parret mødte hinanden tilbage i 1958 hvor de tilfældigvis helt bogstaveligt rendte ind i hinanden bag en bus i Randers.

Den 5. maj 1959 blev de forlovet og 14. april 1960 blev Karen og Victor viet af sognefogeden i Lind.

Victor blev født i 1939 på Katrinedal Dambrug ved Them og Karen blev født i Randers.

Årsagen til at Victor var i Randers skyldtes aftjening af værnepligt i byen.

Første job til Victor var på et dambrug ved Gredstedbro, og det unge par fik et kammer hjemme hos Victors far i Høgild.

Her kom Karen til at fungere som husholderske da Victors mor var død fem år tidligere.

Siden flyttede de til et andet dambrug på Haderup-kanten hvor det var et loftsværelse og 2 gasblus der var deres hjem.

Efter job på dambrug i Karstoft og Hytten Dambrug skiftede Victor spor og fik arbejde på Brande Mølle og de sidste 21 år på kartoffelmelsfabrikken i Brande.

Karen arbejdede i vuggestuen på Mosevænget i Brande og senere på Danforel indtil firmaet flyttede til Vejle.

Så måtte Karen og hendes kollegaer i en periode med minibus til Vejle hver dag for at oplære deres afløsere.

 Karens arbejdsliv sluttede på samme arbejdsplads som Victor – Kartoffelmelsfabrikken på Herningvej i Brande.

Men nu er det krondiamantbrylluppet der skal fejres.

Og Karen er sikkert tidligt oppe – også på dagen.

- Hun står op før 6 hver morgen, fortæller Victor. Det er ikke lige mig!

- Jeg elsker at komme tidligt op og nyde de første timer i fred og ro med en kop kaffe inden vi skal have morgenmad – når Victor er klar til at stå op, lyder det med et smil fra Karen.

 

Karen og Victor Christiansen fejrer i dag den 14. april at de har været gift i 65 år. Huset på Poppelvej er et stort galleri med billeder af børn, børnebørn og oldebørn. De ved godt det bliver svært at få plads til dem i en eventuel kommende lejlighed.

Foto Villy Jensen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Arne Danielsen bannerannonce

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul