Kræver minister ind i sagen
Kræver minister ind i sagen: Ikast-Brande Kommunes indsats for den grønne omstilling hindres af nabokommune
Der skal gøres noget drastisk ved de nuværende stopklodser for grøn energi, ellers når Danmark ikke sine ambitiøse klimamål i 2030.
Så markant lyder det fra Ikast-Brande Kommune, efter nabokommunen i Herning har nedlagt veto mod opstillingen af vindmøller ved Kratlund, fordi møllerne, iflg. Byrådet i Herning, påvirker landskabet negativt på Hernings side af kommunegrænsen.
Det konkrete projekt, som Herning Kommunes veto bremser, består af 9 møller i en højde af 150 meter, og som årligt leverer grøn strøm på 100.000 MWh svarende til intet mindre end 20.000 husstandes årlige forbrug.
- Det er et benspænd for den grønne omstilling, at en nabokommune på et spinkelt grundlag kan spærre for et vigtigt projekt, udtaler Viceborgmester samt formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget i Ikast-Brande Kommune, Kasper Pauli Pedersen.
Ikast-Brande Kommune har efterfølgende været i dialog med Herning Kommune om ophævelse af indsigelsen uden at nå til enighed. Derfor ser Ikast-Brande Kommune ingen anden udvej end at anvende en mulighed i Planloven og bede ministeren om at træffe en afgørelse i sagen.
- Ministeren kan forhåbentligt se det absurde i, at der bliver nedlagt veto på baggrund af overleveringer fra amternes tid om ”større uforstyrrede landskaber”. Landskabet er i øvrigt ikke mere uforstyrret end, at der kan drives konventionelt landbrug, rejses amerikanersiloer og så fremdeles. Det uforstyrrede er dermed til at overse i denne sammenhæng, slutter Kasper Pauli Pedersen.
På FN’s seneste Klimatopmøde blev det vedtaget, at energien fra sol og vind skal tredobles globalt. Samtidig har den danske regering med bred opbakning i Folketinget vedtaget, at energien fra sol og vind på land skal firedobles i Danmark.
Ikast-Brande Kommune arbejder målrettet og ambitiøst med den grønne omstilling. Der er politisk mod og vilje til at sætte handling bag de store ord ved at planlægge for sol og vindenergi.
Kommentarer
Henning kommune har nedlagt
Henning kommune har nedlagt veto mod opstillingen af 9 stk 150 meter høje vindmøller ved Kratlund, helt tæt på kommunegrænsen ind til Herning Kommune og Herning Kommunes største uforstyrrede landskab.
Det var vi med bopæl i området rigtig godt tilfreds med..
Det hensyn til nabokommunens borgere og naturværdier, har Ikast-Brande kommune og Viceborgmester Kasper Pauli Pedersen åbenbart ikke tænkt sig at acceptere.
https://www.facebook.com/pauli.pedersen.7
Kasper taler om mod til at opstille vindmøller og gøre en forskel i den grønne omstilling...:
"Ikast-Brande Kommune arbejder målrettet og ambitiøst med den grønne omstilling. Der er politisk mod og vilje til at sætte handling bag de store ord ved at planlægge for sol og vindenergi."
Jeg mener, at han selv mangler mod, når han ikke vælger at opstille deres VE-projekter tæt på de store byer i kommunen, der hvor de mange vælgere i bor, men istedet prøver at få dem "gemt væk" i det fjerneste hjørne af kommunen, der hvor der kun er ganske få vælgere til protestere og kun på den ene side af projektet.
Kasper Pauli praler med at 75 % af kommunens borgere ønsker flere vindmøller og solcelle-parker i kommunen. Hvorfor vælger Kasper mon så, at gemme dem væk ude mod vest, helt tæt på Herning Kommune...? Det burde vel ikke være nødvendigt, når folk i Ikast og Brande, ifølge HOFOR's undersøgelse, eeeelsker vindmøller...
https://www.hofor.dk/nyhed/stort-flertal-i-ikast-brande-kommune-bakker-op-om-vindmoeller/?fbclid=IwAR3utHz6a1g7PsHdNzAeZ5yXCfB5wyqFuwXY08PTaYfNoc_tZ-l...
Måske er det på tide, at den naiv-grønne Kasper Pauli indser, at de 75% af kommunens indbyggere der ifølge undersøgelsen er positive over for vindmølleprojektet ved Kratlund, KUN er positive fordi det er placeret i nogle ANDRES baghave...
"Der skal gøres noget
"Der skal gøres noget drastisk ved de nuværende stopklodser for grøn energi, ellers når Danmark ikke sine ambitiøse klimamål i 2030."
Så længe regeringens højt berømte "Grønne omstilling" bygger på en løgn, så er det nok et spørgsmål, om klimamålene indfries i 2030 alligevel. For nogen tid siden kunne vores klima-, energi- og forsyningsminister proklamere at 2025 målene allerede var indfriet - desværre glemte han at fortælle, at den eneste grund til glæden var, at den såkaldte biomasses udledning af CO2 blev tilskrevet oprindelseslandet, og at Danmark derfor reelt var "grøn" på andre landes bekostning. Som det er nu afbrændes hvert år i statens virksomheder 20 millioner tons biomasse, som for en stor del er skovet træ. Den mængde udleder hvert år 16,5 millioner tons CO2 direkte ud i atmosfæren, men fordi det tilskrives oprindelseslandet, så lyver Danmark sig grøn!
LandbrUget, som er den "store synder" udleder til sammenligning 15,4 millioner tons CO2 om året - altså MINDRE end statens virksomheder (Ørsteds kraftværker)
Jeg har intet imod grøn energi, men brug af "biomasse" og andre kortsigtede løsninger er vanvittigt!
Hvornår fatter folk, at vi kun har ÉN JORD??
Kasper Pauli trænger vist til
Kasper Pauli trænger vist til at læse lidt op på redegørelse og retningslinjer vedr. Herning Kommunes største uforstyrrede landskab.
Det fremgår tydeligt af Kasper Paulis udtalelse: ”Landskabet er i øvrigt ikke mere uforstyrret end, at der kan drives konventionelt landbrug, rejses amerikanersiloer og så fremdeles. Det uforstyrrede er dermed til at overse i denne sammenhæng”.
Retningslinjerne for Herning Kommunes største uforstyrrede landskab præciserer, at der skal tages højde for påvirkning udefra og ind i et udpeget uforstyrret landskab.
Større sammenhængende uforstyrrede landskaber er områder, som er helt eller delvis fri for visuel eller støjmæssig påvirkning. De uforstyrrede landskaber er generelt "almindelige" områder præget af land- og skovbrug, landsbyer, småveje og så videre. Udpegningen afhænger således ikke af særlig landskabelig skønhed.
Varetagelse af beskyttelsesinteresserne i de større uforstyrrede landskaber udelukker ikke landbrugsdrift eller -udvikling. Anlæg til drift og udvikling bør dog så vidt muligt tilpasses, så de ikke påvirker områdets uforstyrrethed væsentligt.
Det kendetegnende for områderne er fraværet af dominerende eller støjende anlæg, mens lokalt orienterede anlæg, eksempelvis siloer o. lign. med tilknytning til landbrugserhvervet eller lokale forsyningsanlæg kan findes i områderne.
Kasper Pauli og andre kan læse mere på Herning Kommunes hjemmeside:
https://kommuneplan2021.herning.dk/planer/det-aabne-land/stoerre-uforstyrrede-landskaber/Mar
Tilføj kommentar