På operaens vinger gennem Brande

Af Erik Lauritzen - 

Weekendens solbeskinnede Street Art bød på en bred vifte af kunstneriske udtryk og indtryk til stor glæde for de mange, der kiggede forbi. Et af disse stod Operaen i Midten for, der bød på byvandring rundt til nogle af Brandes mange kunstværker ledsaget af små smagsprøver på operaer. Et spændende initiativ ført ud i livet af sangerne Louise Bernt Sørensen og Daniel Tobijanski ledsaget af guitaristen Allan Sjølin.

Med udgangspunkt fra biblioteket bevægede vi os ned gennem Centerparken, hvor mange havde slået sig ned for at nyde det gode vejr og den medbragte madkurv. Første stop blev gjort ved Jens Flemming Sørensens bronzeskulptur ved åen. En kort introduktion blev krydret af et operaklip, som i mine uøvede operaøre lød som russisk. Men smukt.
Gennem ”Slagter Eriksens Port” bevægede vi os over Torvet med hektisk aktivitet af ”streetarterne” for at gøre holdt på Mansfeld-Gieses Plads med Poul Aggers gavlmaleri ”Kvinde, fugl og Sky”. Her kunne vi nyde ”Æbleblomst” med tekst af Holstein og musik af Carl Nielsen smukt udført af Louise Bernt Sørensen.

Broen over jernbanen førte os til RemisenBrande, hvor de to sangere med stor indføling bød på en duet fra operaen Don Giovanni.
Byvandringen bød naturligvis på stop ved gavlmaleriet ”Alice i Eventyrland”, hvor fortællingen blev ledsaget af ”Den danske sang” som fællessang, inden vi fortsatte til gavlen, der prydes af ”Musen-Kunstens Geometri”. Under betragtning af dette værk kunne vi nyde Allan Sjølins smukke guitarsolo.
Vandringens sidste billedmæssige oplevelse blev meget passende gjort ved murmaleriet ”Røde Anna i Birkelund”, udført af den lokale kunstner Finn Birkelund, som en hyldest til sin mor. Med en  duet fra operaen ”Tryllefløjten” satte Louise Bernt Sørensen  og Daniel Tobijanski et flot punktum for opera- og kunstturen rundt i Brande. Hele arrangementet blev afsluttet ved biblioteket med ”Midsommervisen” udsat for fællessang. Der skal lyde stor ros for initiativet og for udførelsen af de medvirkende fra ”Operaen i Midten”. Arrangementet gav en lille smagsprøve på, hvad opera og Brandes kunst kan byde på.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul