Høringssvar vedrørende Blåhøj Skole
Til byrådet ved Ikast-Brande Kommune.
Såfremt byrådet vælger at beslutte at lukke Blåhøj Skole som kommunal skole fra sommeren 2023, arbejder en frivillig arbejdsgruppe i Blåhøj og opland i øjeblikket på muligheden for at stable en friskole på benene.
Blåhøj Beboerforening appellerer derfor som andre aktører i vores område på det kraftigste til byrådets lydhørhed og samarbejdsvilje med henblik på at sikre en blid overgang til evt. oprettelse af en sådan friskole i Blåhøj, således at lukningen af Blåhøj Skole som kommuneskole først sker fra sommeren 2024.
Med denne strategi kan byrådet hjælpe med at skabe rammerne og den fornødne tid og arbejdsro, som er en forudsætning for, at arbejdsgruppen kan komme i mål med dette vigtige stykke arbejde, der er med til at sikre en fremtid i Blåhøj, hvor skolen fortsat er krumtappen om liv og udvikling i området.
Dette indbefatter også at få skabt en tryg og fremtidssikret ro blandt personalet på Blåhøj Skole, så der ikke bliver personaleflugt. Fagniveauet i skoleåret 2023-2024 må ikke forringes, da dette også har en indvirkning på friskole-konceptet, så forældre ikke flytter deres børn fra Blåhøj Skole inden en friskole kan nå at blive etableret. Også vores pasningsenhed Solstrålen, der som sit navn faktisk er en ægte succes (også økonomisk), vil som lejer blive ramt og lide under en brat skole-nedlukning.
Hvis først skolen lukker som kommunal skole, er det usandsynligt, at den kan åbne igen på et senere tidspunkt, da varme og vedligeholdelse skal fortsætte uafbrudt til alles og bygningens bedste. Sker dette, vil også hallen og hele foreningslivet omkring dette aktivitetspunkt i Blåhøj dø, hvis først skolen lukker. Dertil kommer, at fylder man skolerne i Brande op med børn fra Blåhøj og opland, skabes også en uheldig effekt for de børnefamilier, som påtænker at flytte til Brande fx til nye kvarterer som Hyvildvej-området.
Sluttelig er der hele situationen omkring bosætning, bebyggelse og hussalg i vores område, som vil stagnere, såfremt skolen lukker. Der er pt. 18 nye boliger på tegnebrættet i Blåhøj, som vil skabe udvikling og potentiale for vækst generelt i Blåhøj-området også på erhvervssiden.
Denne negative spiral-effekt ønsker Blåhøj Beboerforening for alt i verden at bremse; som proaktivt modspil er vi i foreningen i gang med at udforme en aktiv visionsplan, hvor (fri)skolen spiller en vigtig rolle for liv og udvikling i vores lokalområde både for hverdagstrivslen. Der er borgermøde d. 22. januar om idéerne, og alle politikere er naturligvis også velkomne (se særskilt annoncering).
På vegne af Blåhøj Beboerforening
Vickie Faartoft (formand) og Frank Engelbrecht (næstformand).
Tilføj kommentar