Af Kasper Pauli Pedersen, byrådsmedlem og gruppeformand for Socialdemokratiet i Ikast-Brande kommune

Indrømmet: det er ikke groet i min baghave, at min regering har åbnet muligheden for en bred regering henover midten af dansk politik.

Jeg synes jo, at den socialdemokratiske mindretalsregering har gjort det godt og gennemført store dele af den politik de gik til valg på sidste gang og det endda på trods af, at man samtidig har sikret, at vi kom relativt smidigt igennem en coronakrise og nu står og skal håndtere landet midt i en europæisk krisesituation med krig, energiknaphed og inflation.

Når jeg alligevel når frem til ikke fuldstændig blankt at afvise idéen er det belært af erfaringerne fra denne valgperiode - en valgperiode med de dybeste kriser siden 2. verdenskrig. Det har været en periode, hvor langt det meste er håndteret med bred opbakning fra Folketinget og alligevel har vi dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned været vidne til et teater, hvor forskellige partier på trods af de bredt indgåede aftaler har følt sig kaldet til kritik.

Forstå mig ret - kritik er ikke at forsage i et demokrati, men det har i den forudgående valgperiode nået et i min optik useriøst polariserende niveau, der ikke på nogen måde er sundt for vores folkestyre. Vi har set, hvordan der er blevet råbt om magtfuldkommenhed, diktatur og det der er værre fra sidelinjen.

Det har været langt over grænsen og selvom idéen om den brede regering har taget længere tid for undertegnede at fordøje er det alligevel i det lys min erkendelse er fremkommet - og her må jeg alligevel tage hatten af for statsministeren for herved har hun virkelig vist sit format. 

Tænk sig lige, hvad hun igennem de sidste tre år er blevet udsat for og alligevel stiller hun sig parat til at vaske tavlen ren og række hånden frem til samarbejde endda i en regering henover midten. Det er virkelig at sætte to streger under, at det i en krisetid ikke handler om, hvad der er bedst for Socialdemokratiet, men for Danmark.

Og her kommer krøllen på halen også for mig, for kan jeg forestille mig noget værre end en bred regering henover midten, mens krisen slår dybere og dybere rod i vores samfund? Ja, det kan jeg faktisk godt. Forestil jer lige en ren borgerlig regering, hvor Pape skal være hovedarkitekt og være med til at fører taktstokken uden hensyn til det brede fællesskabs ve og vel. 

De konservative har fremlagt deres vision for Danmark. En skatteplan der vil forgylde de rigeste og efterlade resten på perronen. Planen vil presse vores velfærdsstat som vi kender den og efter velfærdstabet kun give arbejderfamilien 500 kr. mere om året, mens direktørfamilien kan se frem til hele 75.600 mere om året. Med det in mente kan det godt være direktøren er ubekymret over tabet af velfærd, men for arbejderen er historien altså en anden. 

Vi står i en tid, hvor enhver ansvarlig politiker må arbejde for samling og brede løsninger i stedet for at skabe splittelse. Ja, det vil kræve kompromiser nogle bliver helt objektivt nødvendige situationen taget i betragtning og andre vil kræve, at man måske giver indrømmelser - der under almindelige omstændigheder ville gøre lidt ondt i ideologien om man så må sige.

Der er brug for flere nationale kompromiser, ikke kun på forsvarsområdet, men også når vi snakker økonomi, energi, klima og andre store samfundsdagsordener. Det er også vigtigt set i et kommunalt perspektiv, at vi kan regne med de store linjer. Så hermed en opfordring til mere samarbejde og mindre mudderkast.