Handicappede atleter fortjener mere støtte
Af Jakob Kjærsgaard, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Vestjyllands storkreds.
VM i kørestolsrugby blev i denne uge afholdt i Danmark. Det blev til en flot 4.-plads for det danske landshold, det bedste danske resultat nogensinde i sporten.
I fredags havde jeg den store fornøjelse at være inde og se Danmark vinde over Frankrig, en kamp som bragte dem videre til semifinalen. Det var en fed oplevelse at være der og heppe på det danske landshold. Atleter i para-sport fortjener mere støtte og anerkendelse, end de får. Om det er sport eller para-sport, så skal vi i Danmark dyrke og støtte vores atleter mere end vi gør i dag.
Helt generelt skal kommunerne være bedre til at tilbyde handicappede muligheden for at dyrke idræt. Det gavner både deres sundhed men også livsglæde, og igennem hverdagsidrætten finder vi fremtidens landsholdsstjerner. Staten skal til gengæld styrke sin støtte til eliteudøverne af para-sportsgrene, så vi giver dem de bedste vilkår, for at kunne præstere godt, når de repræsenterer Danmark ved mesterskaber, og bringe medaljer hjem.
Regeringen har i deres finanslovsoplæg, som også er et valgoplæg, foreslået at spare 4 millioner hos eliteidrætten. Det kommer med al sandsynlighed også til at gå ud over para-idrætten. Det mener jeg er den forkerte vej at gå! Mette Frederiksen stod ved siden af podiet, da Vingegaard vandt Tour De France, men hun vil ikke hjælpe dansk elitesport med at gentage den og mange andre succeser, som den danske 4.-plads ved VM i kørestolsrugby, når hun skærer ned på området.
Vi skal udvikle dansk sport og para-sport, ikke afvikle den.
Tilføj kommentar