DAT dropper Midtjyllands Lufthavn

Pr. 9. december stopper flyselskabet DAT flyvningerne til og fra Midtjyllands Lufthavn i Karup. Derfor skal der nu findes en ny operatør til ruten.

Det oplyser Viborg Kommune i en pressemeddelelse. Lufthavnens formand, Viborg-borgmester Ulrik Wilbek, skal derfor sammen med resten af lufthavnsbestyrelsen på jagt efter en ny operatør, hvis flyvningerne til og fra København skal opretholdes.

- Nu er flyvningerne sikret frem til den 9. december, og det er jeg glad for. Omvendt levner det ikke lang tid til at finde et nyt flyselskab til at stå for de daglige flyvninger til og fra Midtjyllands Lufthavn, så det er en opgave, som vi i bestyrelsen vil prioritere højt i den kommende tid, udtaler Ulrik Wilbek i pressemeddelelsen.

I den forbindelse arbejder bestyrelsen sammen med lokale virksomheder, da det er afgørende for at sikre, at en ny operatør kan få succes med flyvningerne.

- Vi har heldigvis en god dialog både med mulige nye samarbejdspartnere til at beflyve ruten og med det lokale erhvervsliv, så vi sikrer, at de flyvninger, som en ny operatør skal levere, er attraktive for de rejsende, siger Ulrik Wilbek.

Han takker samtidig DAT for samarbejdet i de år, som selskabet har betjent Midtjyllands Lufthavn.

- DAT har fløjet til og fra Midtjyllands Lufthavn i mange år, og selvom vi nu har en slutdato på samarbejdet, er jeg ikke i tvivl om, at DAT vil fortsætte med at yde den sammen gode service som hidtil, indtil de stopper flyvningerne den 9. december, og jeg vil benytte denne mulighed for at sige tak for samarbejdet.

Også direktør i DAT, Jesper Rungholm, har været glad for samarbejdet.

- Vi har både før og under Corona investeret betydeligt i ruten, og vi er meget ærgerlige over, at det ikke er muligt at fortsætte den i det nye år, siger Jesper Rungholm, der tidligere har tilbudt at overtage lufthavnen i Karup.

Lufthavnen, som i løbet af den seneste halve snes år har genereret et tocifret millionunderskud, er i dag ejet af ni midt- og vestjyske kommuner, heriblandt Ikast-Brande, som har en ejerandel på knap 10 %.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul