Socialdemokratiet: Lange og hårde forhandlinger
- Socialdemokratiet er med i budget 2023. Det har været lange og hårde forhandlinger i forligskredsen, men der har hele tiden været en pragmatisk vilje til at forsøge at bøje os mod hinanden i erkendelse af, at det var og er en svær opgave, vi står overfor. Den erkendelse kom allerede til udtryk i den økonomiske politik, som et samlet byråd vedtog tilbage i marts, lyder det i en kommentar til budgetforliget fra Socialdemokratiets gruppeformand, viceborgmester Kasper Pauli Pedersen (bill.). Han fortsætter:
- Vi vil gerne kvittere for, at der har været enighed i forligskredsen om at stå fast på vores økonomiske politik og fremskrive vores budgetter med 100 procent på demografi. Det modsatte ville nemlig betyde, at vores børn, unge, ældre og mest udsatte borgere på handicap- og psykiatriområdet ville blive ramt urimelig hårdt.
- Socialdemokraterne har forpligtet sig på, at kommunen har en økonomi i driftsbalance. Den øvelse har krævet, at vi i fællesskab fandt 40 millioner i driftsbesparelser ved dette års budget.
- Vi er tilfredse med, at besparelsen ikke gennemføres som en grønthøstermodel. Vi har derimod fundet sammen om et politisk opdrag, hvor besparelserne skal findes ved strukturelle tiltag og/eller via revidering og reduktion i opgaver, der ikke er direkte forankret i lovgivning.
- Besparelserne skal udmøntes med samme faktor på alle områder. Dog er vi tilfredse med, at vi er nået til enighed om at reducere besparelserne med 2,2 millioner på vores børn og unge, samt familier med særlige behov.
- Realiseringen af besparelserne kan ske over flere år. Det giver mulighed for, at besparelserne kan indføres i en takt, hvor det sker på baggrund af velovervejede beslutninger.
- På anlægssiden er det klart, som verden ser ud, at vi har været nødt til at lave hårde prioriteringer. Renoveringen af henholdsvis Engesvang og Ejstrupholm skoler har været en prioritet for Socialdemokraterne i en årrække. Vi har sammen med forligskredsen nu sikret, at de to projekter påbegyndes parallelt.
- Sidst men ikke mindst er det positivt, at vi med budgetforliget 2023 holder fast i, at Ikast-Brande kommune fortsat skal deltage og bidrage til den grønne omstilling og CO2-reduktion. Det gør vi med nye investeringer i klimarenoveringer og udskiftning fra gas til fjernvarme.
- Hvordan fremtiden ser ud, er uvist, men forudsætningen for vores kommunes udvikling er en økonomi i driftsbalance. Vi kan garantere, at vi fortsat vil arbejde for at sikre og udvikle kernevelfærdsområderne, lyder det fra Kasper Pauli Pedersen.
Tilføj kommentar