Administration er en faglighed
Administration er en faglighed, der skal anerkendes, også af statsministeren.
Af Lene Buhl, formand for HK Kommunal MidtVest og Dorthe Vestergaard Willumsen, formand for HK Kommunal Sydjylland
Kære statsminister Mette Frederiksen,
På Folkemødet på Bornholm deltog vi som formænd for henholdsvis HK Kommunal MidtVest og HK Kommunal Sydjylland i morgendebatten fredag 17. juni ved Folkets Hus.
Her blev du interviewet af Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier, og Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, om dine visioner for Danmark.
I den forbindelse vil vi gerne berige dig med nogle nuancer vedrørende drøftelsen om administration i den offentlige sektor. En drøftelse, som vi mener, efterlod en følelse af, at administration er ligegyldig.
Vi er enige i, at administration ikke hører til blandt sundhedsfagligt personale. Vi mener dog, at dit oplæg bar præg af at være meget ensidigt.
Vi har begge en administrativ baggrund gennem mange år, og vi ser administration som en vigtig del af et sammenhængende offentligt system og et velfungerende velfærdssamfund.
Der skal være styr på ydelser. Der skal være retssikkerhed i sagsbehandlingen, og den ene hånd skal vide, hvad den anden gør. På plejehjemmet, i jobcentret, på hospitalet og i borgerservice. En af grundene til, at vi har et samfund med tillid, er, at der er orden i sagerne og styr på tingene. Og hvem sørger for det? Ja, det gør administrationen.
Vi har set for mange eksempler på, at ineffektiv eller manglende administration koster dyrt for samfundet. Tænk bare på, hvordan det gik i Skat, da et stort antal sagsbehandlere blev sparet væk. Den slags fadæser undgår vi, når vi har et tilstrækkeligt antal administrative medarbejdere, der kan sikre, at der er styr på regler og udbetalinger.
Derudover sikrer de administrative medarbejdere, at deres kolleger, der har til opgave at give velfærd på andre områder, får mere tid til kerneopgaverne. Det er en dårlig idé at vælte administrative opgaver over på andre faggrupper. Opgaverne forsvinder jo ikke, fordi man skærer ned.
Al erfaring viser, at pædagoger, lærere, læger og andre har fået så meget administrativt arbejde, at det er gået ud over deres tid til børn, ældre eller patienter. Skal vi sikre en velfærd, hvor vi får mest muligt for skattekronerne, skal opgaver som løn, bogholderi, it og journaler varetages af dem, der er uddannet i og har erfaring med effektiv administration.
Administration er bestemt en faglighed, der skal anerkendes. Det betaler sig!
Tilføj kommentar