Vestjysk Bank leverer bedste resultat nogensinde

Vestjysk Bank har i dag præsenteret årsregnskab for 2021 med et resultat efter skat på 1.080 mio. kroner. Regnskabet er det hidtil bedste i Vestjysk Banks historie i et år, hvor banken formåede at fuldende fusionen med Den Jyske Sparekasse og udvide bankens forretningsomfang på trods af usikkerhederne ved corona. I 2022 vil Vestjysk Bank fastholde sit stærke kundefokus, især overfor erhvervskunder, hvor banken har oplevet kundetilgang.

2021 blev et historisk år for Vestjysk Bank. Banken realiserede et resultat efter skat på 725 mio. kroner, når der korrigeres for engangsposter i forbindelse med fusionen med Den Jyske Sparekasse. Til sammenligning var resultatet efter skat i 2020 på 303 mio. kroner. Væksten kan også ses på toplinjen, hvor basisindtægterne steg betydeligt fra 887 mio. kroner i 2020 til 1.538 mio. kroner i 2021. Samlet set er resultatet på både top- og bundlinje Vestjysk Banks bedste nogensinde.

- Vi har igennem en længere periode været inde i en rigtig god og stabil udvikling. Resultatet er meget tilfredsstillende og vidner om en sund forretning, hvor kundernes forretningsomfang vokser. Æren for det stærke resultat tilfalder først og fremmest vores medarbejdere, der har leveret en ekstraordinær indsats under omskiftelige vilkår. Vi går styrket ind i 2022, hvor vi forventer at fortsætte den positive udvikling og følge den plan, vi har lagt for Vestjysk Bank, siger adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen. 

Årets resultat svarer til en forrentning af egenkapitalen på 14,7 % efter skat, og omkostningsprocenten er på 60,8.

Fusionen er i mål

Fusionen med Den Jyske Sparekasse blev besluttet i januar 2021, og fusionsarbejdet blev endeligt afsluttet ved årets udgang. Særligt sammenlægningen af de to pengeinstitutters IT-systemer var en kompleks, men nødvendig opgave på vejen mod at skabe én samlet organisation. Sammenlægningen af systemer blev afviklet i oktober.

- Fusionen har betydet, at vi har realiseret en række synergier og er blevet et af landets større pengeinstitutter. Vi har styrket vores kompetencer på tværs af banken, så vi i dag har endnu bedre forudsætninger for at skabe værdi for vores kunder. Vigtigst af alt har fusionen styrket vores lokale tilstedeværelse i markedsområdet og gjort os i stand til at levere på målsætningen om at blive Danmarks stærkeste lokalbank, siger Jan Ulsø Madsen.  

Nedskrivninger øges

Vestjysk Bank forventer i 2022 et resultat før skat i niveauet 600-650 mio. kroner. Usikkerhederne omkring bankens forventede resultat i 2022 knytter sig primært til bankens eksponering mod landbruget, fortsat usikkerhed omkring corona, stigende råvare- og energipriser for bankens erhvervskunder og flaskehalse på arbejdsmarkedet. Særligt risikoen for udbredelse af afrikansk svinepest kan medføre en betydelig negativ effekt på størrelsen af bankens nedskrivninger. Usikkerheden medfører også, at bankens nedskrivninger i form af et ledelsesmæssigt skøn ultimo 2021 er øget til i alt 325 mio. kroner, hvilket svarer til 1,9 % af bankens nettoudlån.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul