Det er desværre ikke ”kun” ældreplejen, der bør have byrådets fokus…
Af Henrik Overgaard, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Jeg skrev et læserbrev i sidste uge under overskriften ”Vi skal behandle de ældre, som vi selv ønsker at blive behandlet”, men der er ikke kun ældreplejen, der bør have det kommende byråds fokus.
Vores fremtid afgøres i høj grad af vores børn og unge, og det er vigtigt, at de trives i deres opvækst og kommer godt på vej. Jeg har fundet statistik på området, som gør mig bekymret. Ud af kommunens 18-årige var hele 9,5 % på det, der svarer til kontanthjælp. Til sammenligning er landsgennemsnittet 6,7 %.
Statistik for afgangseksamen 2019/2020 viser, at Ikast-Brande kommune ligger med et karaktergennemsnit på en 10.-sidsteplads blandt landets 98 kommuner. Det er ikke fordi, høje karakterer er ensbetydende med, at vores børn trives, og det er heller ikke det eneste, vi skal vurdere på. Jeg er klar over, at noget kan forklares med socioøkonomiske forhold (økonomiske og sociale forhold).
Jeg bliver endnu mere bekymret, når jeg ser på den analyse, som Social- og Indenrigsministeriet har lavet af udviklingen i psykiatriske diagnoser blandt 0-17-årige. Analysen viser, at Ikast-Brande kommune i 2009 lå på nogenlunde samme niveau som landsgennemsnittet. I 2019 var antallet af børn med psykiske diagnoser steget med 114 % i Ikast-Brande kommune, og til sammenligning var stigningen ”kun” 52,3 % på landsplan.
Jeg synes, ovenstående statistikker peger i retning af, at vi som kommune snarest muligt skal have lavet en dybdegående undersøgelse af børn og unges trivsel. Vi bør samarbejde med kommunens mange dygtige fagfolk om at få lavet en analyse og en handlingsplan, der sikrer positiv udvikling i børnenes trivsel. Manglende handling og mistrivsel hos børn og unge har store konsekvenser for den enkelte, og det er et område, det er rigtig dyrt at spare på…
Det kunne også være nærliggende at se på trivslen blandt pædagoger (inkl. pædagogmedhjælpere) i kommunen. I 2019 var gennemsnitsfraværet 14 dagsværk pr. pædagog. Til sammenligning var fraværet på landsplan mellem 5 og 18,1 dagsværk pr. pædagog. Det relativt høje sygefravær i vores kommune kan skyldes, at vi har lavere normering end gennemsnittet på landsplan. Det koster penge at ansætte flere pædagoger, men det kan også blive dyrt, hvis børnene får en dårlig start på livet.
Det tyder på, at vi som kommune med fordel kan opprioritere forholdene omkring børn og unge, og her kan vi som kommune være begrænset af, at vi ikke har uanede midler at gøre godt med.
Flere indtægter via øget bosætning er min mærkesag nr. 1, og der er i den grad brug for større økonomisk råderum med de udfordringer, vi har på både børne-, unge- og ældreområdet. Jeg mener, at det kommende byråd snarest muligt skal nedsætte et udvalg med fokus på nye udstykninger i hele kommunen i tæt samarbejde med borgere fra både store og små byer. Vi kan gøre det langt bedre…
Tilføj kommentar