Balladen om ”Skilteskoven”

Morten Munk Østergaard

- Hvorfor er den der?

Af Morten Munk Østergaard, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Nu er der vist efterhånden ingen, der kan være i tvivl. Kommunal- og Regionsrådsvalget nærmer sig med hastige skridt. Hvis der - mod forventning - stadig sidder enkelte personer, der ikke er klar over det, vil denne opfattelse uden tvivl ændres den 23. oktober fra klokken 12, hvor vi alle vil kunne følge rejsningen af den famøse skilteskov, hvor håbefulde kandidater vil hænge og svaje i alle lygtepæle i hele kommunen.

De valgplakater, der produceres i dag, er udarbejdet i kanalplader, hvilket trods alt er en forbedring i forhold til de tidligere anvendte masonitplader, da kanalplasten kan genanvendes efter nedbrydning til granulat og derefter bruges som genbrugsplast i nye plastprodukter. En forudsætning for genanvendelse er dog, at materialet er ren plast, hvor pap og papirforurening af plasten vil give øgede udfordringer i forbindelse med sortering og nedbrydning af plasten til genbrug.

I takt med at skilteskoven rejser sig, kan man ligeledes undres over, hvorfor man så mange steder fokuserer på udfasningen af plastmaterialer, mens de, der bør gå forrest i kampen, i selvpromoveringens navn vælger at få udarbejdet hundredvis af plastplader med et påtrykt billede, der alle sættes op med plastikstrips.

Med den fokus, der er i alle brancher på at optræde mere miljøbevidst, kan man spørge sig selv, om det ikke er ved at være på tide, at man revurderer, hvorvidt man vil bidrage til denne overproduktion af plastmateriale, der i sidste ende potentielt ender i naturen.

Selve opsætningen (og nedtagningen) af plakaterne foregår også under vilkår, der ville give standsningspåbud og bødestraf til virksomheder, der arbejdede under samme forhold, hvis Arbejdstilsynet skulle komme forbi. Hvis man følger arbejdet, vil man kunne se politisk frivillige, der uden sikkerhedsudstyr kravler op i en lygtepæl med plakater og strips under den ene arm og derved kun har én arm fri til at sikre sig mod et fald fra højden.

Når Skilteskoven så står i fuldt flor, kan vi bare håbe på, at alle de ivrige kandidater og andre politiske frivillige har husket at skæve en anelse til lovgivningen omkring opsætningen af plakater samt taget hensyn til trafiksikkerheden, så det stadig vil være muligt at orientere sig blandt alle de farvestrålende ”træer” i skoven.

Personligt har jeg truffet det første vigtige valg, inden vi den 16. november alle skal træffe en væsentlig beslutning om, i hvilken retning vi ønsker, Ikast-Brande Kommune skal bevæge sig.

Derfor vil der ikke kunne findes nogen af ovenstående selvpromoverende portrætter af mig i byens lygtepæle.

Så er der vist kun tilbage at ønske mine medkandidater et godt valg med et lille ønske (og en stille bøn) om, at der i forbindelse med opsætning og nedtagning af plakaterne er fokus på at få alle strips med, så de ikke bliver spredt i naturen, og at de valgplakater, der ikke kan genanvendes, bortskaffes til korrekt genanvendelse i adskilte fraktioner for plast og papir og ikke bare ender i en stor bunke i småt brændbart.

 

 

Evt. arkivfoto (web/byrådsmedlemmer/konservative)

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul