Chokerende!

Jens Møller

Det var lige før, jeg både faldt ned af stolen og tabte både næse og mund, da jeg mandag aften - midt i "Badehotellet" - så Henrik Kraglunds mildest talt chokerende læserbrev på Brande Bladets hjemmeside. Uforskammethederne og det, der er værre, stod i kø, og mage til perfidi ser man sjældent. Jeg har i hvert fald aldrig set det fra et byrådsmedlem i anledning af en politisk sag.

Har man en anden mening, så har man "patent på sandheden", så "belærer" man byrådspolitikerne, så er man "bagsædechauffør", så sender man "epistler personligt " til politikerne, så er der tale om "lømmelpolitik", så "valfarter" man "med diverse gæster" til området, så optræder man "nævenyttigt", så har man "sluttet sig til koret af jammer-kommoder", så er man - fordi man har startet en underskriftsindsamling - "mod udvikling", så ønsker man, at byrådet "skal danse efter ens pibe", så er man "slagen af mangel på realitetssans", så er man "virrehoveder", så "fortsætter underskriftsindsamlerne deres destruktive adfærd".

I en efterfølgende kommentar beskyldes en borger af en anden opfattelse end hans for "fattigdom og begrænset intellekt", og han ønsker den pågældende "held og lykke med din sproglige udvikling" med tilføjelsen: "der er lang vej endnu".

I tillæg anfører han om sig selv, at han har "ry for at være et temmelig ordentligt menneske". Og at "vi - de lokale politikere - har et klarsyn, ........." 

Det er stærke ord, må man nok sige, som taler deres eget tydelige sprog, som læserne selv må vurdere på. Men for mig rejser det spørgsmålet, om Fælleslisten fortsat kan se sig repræsenteret af en sådan mand og sådan ageren? Det synes jeg nok burde kalde på en reaktion og en stillingtagen. Det er bl.a. et spørgsmål om ordentlighed! Men det er da også et spørgsmål, om det alt sammen er ligegyldigt efter kommunalvalget? For hvor HK skriver om "bagsædechauffører", kommer jeg snarere til at tænke på selvmordspiloter.   

"Sjovt" er det også, at HK i forbindelse med, at han citerer Mette Frederiksen skriver om at "føre en samtale med dem, vi er uenige med". Om dette og i virkeligheden også om alt det øvrige gælder det, at man næsten ikke ved, om man skal grine eller græde. Men man får vel ikke den største lyst til at samtale med HK.

Essensen af HK’s læserbrev er, at der ikke må ytres eller argumenteres for andre meninger end dem, der følger af HKs "klarsyn". Selv om jeg ikke er nævnt ved navn i indlægget, så er det mig, der efter at have indleveret 3 høringssvar til forvaltningen tillige har sendt kopi af disse til politikerne på deres - af borgerne betalte - kommunemails. Det er disse "epistler", som omtales som "belæringer". Det lover ikke godt for hvilken rolle, de klarsynede politikere tillægger høringssvar. Men faktisk er høringssvar netop tiltænkt politikerne, og de burde være meget tilfredse. Jeg har nu heller ikke hørt tilsvarende udsagn fra andre politikere.

Det er også mig, der er "valfartet" til området med "diverse gæster". Dette er afstedkommet af, at jeg i et høringssvar skrev, at jeg ikke forventede, at alle byrådsmedlemmerne kender Brandlund Hede, og at jeg derfor tilbød som borger at gå en tur på heden med dem. Dette resulterede i tilbagesvar fra et antal politikere, og de "ture", som er gået, er i overvejende grad resultat af disse tilbagesvar fra politikere, som har ønsket at se forholdene. Det er noget, som jeg har gjort som borger og privatperson. Jeg er ikke medlem af Danmarks Naturfredningsforening, men jeg har i denne sag sammenfaldende synspunkter med DN, og et medlem af DN’s lokale bestyrelse har været med på "turene". Ønsket har været at vise politikerne området og fortælle om lokalplanforslagets - efter min mening - katastrofale følger for heden og området. Vi har faktisk herunder været udsat for overvågning, således at der er gået direkte indberetning   herom til HK. Men først og fremmest er jeg ked af, at vi som borgere ifølge HK ikke må tale med vore byrådspolitikere om politiske sager med endog meget stor betydning for området.

Nu er der også andre eksempler på, at projektudviklernes venner og samarbejdspartnere har været i byen for hårdnakket at "tale projektet op", og for aldrig at stoppe, før man har fået det sidste ord.  Men specifikt til HK vil jeg bemærke, at du må føle dig presset til at gå meget langt bl.a. for dit fjernvarmesamarbejde med projektudviklerne, og for mig at se er der klart tale om en relation, som gør dig inhabil i forhold til at stemme om denne sag i såvel udvalg som byråd. Det er jo sådan, at et byrådsmedlem ved bare mistanke om mulig inhabilitet selv skal gøre udvalg og byråd opmærksom herpå! Måtte der herefter blive truffet afgørelse om, at medlemmet ikke er inhabilt, så er der tale om, at denne afgørelse kan ankes til en klageinstans.

Nu fører det for vidt her at gå ind i det mere faktuelle om påvirkningen af Brandlund Hede og om byudviklingen af området samt den arkitektoniske kvalitet, herunder i forhold til strukturplanen. Dette kalder ellers også på kommentarer, som måske kan komme senere, herunder med en forklaring på, hvorfor det som følge af udviklingen i oplysningsniveauet blev nødvendigt med så mange høringssvar.

PS: Her lige før afsendelsen af dette ser jeg så en ny hårdnakket og uforskammet kommentar fra HK, denne gang om/til Anja og Frank Scheurich på Ny Sandfeldvej, som har tilladt sig at skrive et læserbrev. Læs selv på Brande Bladets hjemmeside om Nelly Nidkær og Torben Tvebak mv. samt om værdien af Ny Sandfeldvej 96! Nu er jeg så noget så spændt på, hvad der kommer til at overgå mig af perfiditeter. 

Jens Møller

Nordlundvej 168

Kommentarer

Tusind tak for dit engagement i sagen. Vi er fuldstændig enige med dig.
Mvh.
Dorte og Arne Ørtved

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul