Brande Syd-visionen - en strukturplan med ”vitamin N”

Af Jens Schiersing Thomsen, formand for DN Ikast-Brande.

Utallige undersøgelser har påvist, at det er sundt for børn og deres forældre at bo i umiddelbar nærhed til naturen. De samme undersøgelser har også vist, at bynær natur er mere værd for mennesker end natur som ligger lang væk.

Naturen er helt afgørende for børns sundhed. TV-lægen og journalist Peter Qvortrup Geisling har flere gange fortalt om det livsvigtige vitamin-N for børn. Hvor N står for vitamin Natur.

Brande er kendetegnet ved, at vi har noget fantastisk natur. Vi har mange fine naturområder inden for by-zonen, og vi har en pragtfuld natur der omgiver vores by. Det er næsten som et Ø, der omgiver byen, og hvor stregen i Ø´et er Brande Å.

Vi har derudover som noget helt unikt en å, der løber igennem hele vores by, og hvor det er muligt at færdes langs åen på størstedelen af strækningen – og så en å i byen, hvori der også yngler isfugle – ”den turkis torpedo”- for os der har været så heldige at se den.

I Danmarks Naturfredningsforening Ikast-Brande har vi gentagende gange foreslået kommunen, at vi sikrer en cirkel af natur omkring Brande By. Således at det er let for byens borger at komme til bynær natur, og let at motionere på gå-ben eller på cykel i denne ”naturcirkel”. Det ville fuldende naturcirklen hvis denne var fri for biler.

Bestsellers opkøb og planer for Brande Nord ser ud til at kunne sikre den nordlige del af cirklen. Og den visionære Brande Syd strukturplan, havde i sit oplæg sikret, at den sydlige del af cirklen ville blive komplet.

DN Ikast-Brande er meget positive overfor Brande Syd-visionen og havde kun enkelte forslag til forbedringer til gavn for naturen. Sikre en behørig afstand til slugten ved Enkehøj. Fjerne nogle planlagte grunde. der ville blokere for udsynet til Brandlund Mose. Sikre indkig til Brandlund bakke. Respekt for de vigtigste naturbeskyttelseslinjer - særligt åbeskyttelselinjen. Vi nævnte herudover, at ”Skoven” havde en naturlig afgrænsning i forhold til rideklubbens arealer i forhold til Brandlund mose, den fredede hede og til selve skoven.

Størstedelen af det planlagte byggeri ved rideskolen ligger indenfor skovbyggelinien. Dette kunne accepteres med den oprindelig vision ”Skoven”, idet byggeriet her ville forholde sig positivt til skovområde. Byggeri skulle ske på skovens præmisser, store områder var friholdt til hestefolde og fugtige enge, hvilket vi mente sikrede vores interesser som naturens vogter og naturens stemme.

Dette har så ændret sig fuldstændigt med de nye planer for området ved Nordlundvej. Det visionære forslag er pist forsvundet til fordel for rækkehuse, der udnytter hele området – væk er byggeri på skovens præmisser. Væk er respekten for rideskolen og de fordele, en rideskole faktuelt giver naturen gennem eksempelvis hestepærer der ”drysses” i området. Væk er de fugtige enge, og væk er ledelinjen for vandet og ledelinjen for de dyr og planter der trives i de fugtige områder.

Ændringerne er nu så markante, at vi i Danmarks Naturfredningsforening Ikast-Brande bør vurdere, om vi skal gå imod planen med de midler, som findes i Naturbeskyttelsesloven.

Det er vitterlig ærgerligt, at et lille antal på 7 personer i det politiske system (hvoraf ingen bor i Brande) ikke evner at fastholde de visionære planer, som vi har betalt arkitektfirmaer og eksperter i bosætning i dyre domme for at få undersøgt og beskrevet. En vision som flertallet af de Brandeborgere, som deltog i fremvisningen i Remissen d. 4. juni 2019, var glade for.

En netop opgjort ”Temperaturmålingen for Ikast-Brande” viser, at vi har nogle plusser men også nogle minusser. Plusser er erhvervsvenligheden, men i tilfældet Brande Syd er det gået alt for vidt. En enkelt projektudvikler profit-ønske skal ikke ødelægge, at vi som by kan få nogle attraktive byggegrunde til det fælles bedste, som det var vist i Brande Syd visionen.

Som formand for Danmarks Naturfredningsforening i Ikast-Brande vil jeg foreslå bestyrelsen, at vi imødegår den nye plan ved at benytte mulighederne i Naturbeskyttelseslovens § 17, som omhandler byggeri indenfor skovbyggelinjen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul