Den Jyske Sparekasse er kommet acceptabelt gennem coronakrisen

Trods en næsten total nedlukning af Danmark fra marts og to måneder frem på grund af coronakrisen kommer Den Jyske Sparekasse acceptabelt ud af første halvår 2020. Det viser det netop offentliggjorte halvårsregnskab for sparekassen. Basisindtjeningen i årets første seks måneder blev på 83 mio. kr.

 - Vi havde sigtet efter en væsentlig bedre indtjening, men set i lyset af coronakrisens effekt på samfundet og dermed sparekassen, stiller jeg mig tilfreds med indtjeningen, selvom den er 17,8 mio. kr. lavere end samme periode sidste år. Jeg glæder mig dog over, at vi har fastholdt gebyrindtægterne på det samme høje niveau som sidste år på trods af coronakrisen. Der har været godt gang i handlen med boliger og sommerhuse, og der konverteres fortsat realkreditlån, siger sparekassens adm. direktør Claus E. Petersen.

Sparekassen har i 2. kvartal opnået et resultat før skat på 30,6 mio. kr. mod et underskud på 28,9 mio. kr. i 1. kvartal. Det samlede resultat for 1. halvår er dermed et beskedent overskud på 1,7 mio. kr.

- Ligesom andre virksomheder er vi påvirket af coronakrisen. Vores kunder er tilbageholdende med nye investeringer, og hjælpepakkerne har gjort, at erhvervskunderne har fået tilført likviditet ved udskydelse af moms og skatter. Det medfører, at vores udlån og nettorenteindtægter er faldende, hvilket afspejler sig i halvårsresultatet, fortæller Claus E. Petersen.

I årets første kvartal øgede sparekassen nedskrivningerne med 60 mio. kr. på basis af et ledelsesmæssigt skøn, der skal dække de estimerede konsekvenser af krisen. Indtil videre har sparekassens kunder ikke været mærket af krisen i en sådan grad, at det har været muligt at relatere disse nedskrivninger til konkrete hændelser.

- Vi er stadig midt i coronakrisen. Mens vi her i Danmark har åbnet op for det meste af samfundet, ser vi, hvordan andre lande fortsat kæmper med at få knækket kurven, så der igen kan komme gang i økonomien. Vi har endnu ikke set de fulde økonomiske konsekvenser, og derfor fastholder vi det ledelsesmæssige skøn, siger Claus E. Petersen.

Da coronakrisen ramte Danmark midt i marts, lukkede sparekassen for den direkte adgang til filialerne, og mange medarbejdere arbejdede hjemmefra.

Claus E. Petersen fortæller, at selvom dørene for længst er blevet åbnet igen, og medarbejderne er tilbage på deres vante pladser, så er det ikke alt, som er ved det gamle.

- Under nedlukningen benyttede vi i langt højere grad videomøder til at kommunikere med såvel kunder som kolleger, og samtidig steg kundernes brug af vores digitale løsninger. Det understreger behovet for de nye digitale platforme, som vi er ved at udvikle. De skal effektivisere vores arbejdsprocesser og frigive mere tid til rådgivning af kunderne, siger Claus E. Petersen.

Det videre forløb af coronakrisen og specielt de makroøkonomiske udsigter har meget stor betydning for sparekassens forventninger til 2020. Det gælder især for udviklingen i nedskrivninger på udlån, udviklingen i de samlede eksponeringer og det generelle aktivitetsniveau. Ud fra dette forventer sparekassen nu et resultat før skat i niveauet 20 - 70 mio. kr. i 2020 mod tidligere 10 - 70 mio. kr. Estimatet er forbundet med stor usikkerhed, understreges det.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul