Direktørskifte hos Ejner Hessel

Samtidig med præsentationen af årsregnskabet for 2019 foretager Ejner Hessel A/S et skifte på posten som administrerende direktør. Ny på posten er 44-årige Benjamin Mahr.

Skiftet, der har været forberedt i et halvt år, forstærker familien Hessels ånd og kultur i virksomheden og ruster samtidig Ejner Hessel A/S til kommende årtier.

Bjarne Hessel, der har været adm. direktør hos Ejner Hessel A/S siden 1984, fortæller, at skiftet på direktørposten sker på det helt rigtige tidspunkt for virksomheden. Ifølge ham sikrer skiftet nye øjne på autobranchens potentiale i fremtiden, og de muligheder der ligger heri for en så forankret virksomhed som Ejner Hessel A/S. Samtidig fortsætter Bjarne Hessel i direktionen og bestyrelsen hos Ejner Hessel A/S.

- Vi har gennem en længere periode haft møder og samtaler mellem os brødre i forhold til fremtiden, og hvordan vi ruster Ejner Hessel A/S bedst til denne. Jeg synes, det er et privilegium at give tøjlerne videre til Benjamin Mahr, der opfylder to helt afgørende kriterier: Han er kompetent og har den forretningsmæssige baggrund til opgaven, og så kender han indgående til de værdier, herunder hårdt arbejde, holde ord og gå en ekstra mil for kunden, som både virksomheden bygger på, og som familien Hessel står for. Værdier, der har skabt succes og udviklet forretningen til det, den er i dag, fortæller Bjarne Hessel.

Bjarne Hessel har siden november 2019 kørt parløb med Benjamin Mahr i en transitionsperiode, der har bragt de to rundt i de fleste af virksomhedens 24 afdelinger.

For 44-årige Benjamin Mahr, svigersøn til Bjarne Hessel, der har bestridt flere internationale topposter - senest som Executive Vice President for Consolidated Precision Products Corp. - har de sidste seks måneder sideordnet med Bjarne Hessel givet et unikt og dybere indblik i Ejner Hessel A/S. Perioden har understreget, at det var det rette valg at takke ja tak til opgaven om – sammen med familien – at tage taktstokken op og arbejde videre på at skabe resultater og nye muligheder for Ejner Hessel A/S og virksomhedens knap 1200 medarbejdere.

- Jeg har brugt de sidste seks måneder på at få Ejner Hessel A/S og de mange dygtige medarbejdere under huden. Jeg er glad for den tillid, som en enig bestyrelse med Bjarne, Steen, Bent og Peder i front viser mig ved at sætte mig i spidsen for familiens livsværk. Nu ser jeg frem til at navigere virksomheden igennem de afledte effekter af Covid-19 og frem mod de mange nye muligheder, der kan medvirke til at fortsætte den udvikling, som Ejner Hessel A/S altid har været kendt for at søge. Vi skal sammen sætte strategien og retningen i den nye virkelighed, vi befinder os i, hvor digitalisering af kunderejse bl.a. vil være et fokuspunkt. Vi skal være til stede fysisk og digitalt på de rigtige tidspunkter, med respekt for de værdier, der igennem mange år har skabt det Ejner Hessel, som kunderne kender, både lokalt og nationalt.

Ejner Hessel A/S kommer ud af regnskabsåret 2019 med et overskud på 147 millioner kroner før skat (175 mio. i 2018), og i en bilbranche, der inden Covid-19 oplevede udfordringer, har Ejner Hessel A/S klaret sig bedre end forventet. Omsætningen er i årets løb steget med 6 % til knap 5,8 mia. kr.

Resultatet for 2019 betegnes som tilfredsstillende for virksomheden, der i løbet af året har investeret i åbningen af en ny afdeling i Herning i starten af 2020. Desuden er der foretaget flere investeringer i fremtiden gennem nye it-integrationer.

Covid-19’s indtog i samfundet vil også i fremtiden have indvirkning på Ejner Hessel A/S, om end det er for tidligt at konkludere på de langsigtede konsekvenser heraf. Virksomheden oplever for nuværende en positiv udvikling i efterspørgslen, og er optimistiske omkring fremtidsudsigterne for Ejner Hessel A/S’ 24 afdelinger fordelt over hele Danmark.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul