Kæmpemøller til Taiwan og USA

SG 14-222 DD

Computervisualisering: Siemens Gamesa Renewable Energy.

I sidste uge præsenterede Siemens Gamesa vindmøllevirksomhedens hidtil største havvindmølle, den nye gearløse SG 14-222 Direct Drive.

Nu er den nye mølletype blevet udvalgt til det kommende Hai Long 2-projekt i Taiwan, som i første omgang skal have en kapacitet på 300 MW.

Projektområdet ligger ca. 50 kilometer ud for kysten, og opstillingen skal efter planen finde sted i 2024.

De første møller skal fungere som brohoved for Siemens Gamesas engagement i Taiwan.

- Vi er begejstrede for, at Hai Long-partnerne har valgt vores nyeste maskine, og vi er meget glade for at arbejde tæt sammen om at gøre dette projekt til den første installation af SG 14-222 DD i Asien og Stillehavsområdet, siger den øverste chef for Siemens Gamesas havvindmølledivision, Andreas Nauen.

Siemens Gamesa åbnede kontor i Taipei i 2017 og har siden været fast besluttet på at understøtte den taiwanske regerings ambitiøse industriplan og bidrage til væksten i havvind i Taiwan.

Falder godkendelsen af Hai Long 2-projektet på plads, har virksomheden planer om at udvide sit engagement i regionen yderligere og gøre det til et regionalt industrielt knudepunkt for havvindnaceller sammen med taiwanske leverandører.

Setuppet vil komme til at spille en central rolle i introduktionen af de nyeste teknologier i Asien og Stillehavsområdet og vil være med til at styrke Taiwans pionerposition i regionen og tjene som grundlag for eksport af de nyeste teknologier til andre nabomarkeder.

- Vi er meget stolte over at kunne afsløre den planlagte udrulning af denne gigantiske vindmølle i Taiwan med Hai Long-partnerne. Det matcher vores fælles vision om at etablere et konkurrencedygtigt og bæredygtigt havvindknudepunkt her i resten af regionen, tilføjer Niels Steenberg, Siemens Gamesas danske Executive General Manager for havvindmøller i regionen.

Også den kommende Dominion Energy-havvindmøllepark ud for Virginia på den amerikanske østkyst skal efter planen udstyres med den nye mølletype. Vindmølleparken med en samlet kapacitet på 2.640 MW skal efter planen stå klar i 2026.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul