Det var en tilfældighed der gjorde at Hilde Jensen i dag betragter sin familie 2 mand større end oprindeligt.

Af Villy Guldbrand Jensen

Med 3 børn og 9 børnebørn kan Hilde og Steen Jensens familie nå rundt om juletræet uden hjælp.

Men en tilfældighed for fire år siden gjorde at familien i dag tæller to unge mænd fra Eritrea som deltager i familien på lige fod med børn, svigerbørn og børnebørn.

Og det var en tilfældighed der gjorde at de to unge mænd blev lukket ind i familiens liv, hvor de i dag tæller med som ”fuldblods” medlemmer – ikke blot af Hilde og Steen, men også af børn og børnebørn, der også inviterer Ayneta og Ferah, når der er fødselsdag og andre fester i familien.

- Jeg var og er aktiv i Røde Kors og for 4 år siden blev der holdt et møde i Sognegården. På det tidspunkt var der netop ankommet flygtninge fra bl.a. Eritrea og Syrien, fortæller Hilde Jensen, der syntes at det mindste hun kunne gøre var at tilbyde at være chauffør for flygtningene, der skulle til julefest.

De havde boet i Nr. Snede men var netop flyttet til Brande på det tidspunkt.

- Og de var så søde, de to unge fyre – Ferah og Ayneta – som jeg fik med i min bil, husker Hilde Jensen, der prompte tilbød at de to da kunne besøge hende og Steen på Vibevej i Brande.

Sproget en hindring

De to unge flygtninge sagde ja tak til tilbuddet, og så opstod næste spørgsmål: Hvordan kommunikerer vi med dem?

- Steen og jeg kan kun lidt engelsk, så vi ringede til vores datter og svigersøn og spurgte om ikke de havde lyst til at komme også, fortæller Hilde Jensen.

Det var den sidste lørdag før jul og siden den dag har de været en del af vores familie, og vores børn og deres familier har også taget dem til sig som en del af deres familie, fortsætter Hilde Jensen, der i dag kommunikerer med Ferah og Ayneta på flydende dansk.

Begge har gået på sprogskole i Danmark og lært sproget og i dag går Ayneta på teknisk skole i Herning og håber på at få en uddannelse som elektriker, medens Ferah arbejder hos Aldi samtidig med at han også går i skole og på sigt har en drøm om at læse medicin i Århus.

I dag har Hilde det med Ferah og Ayneta ligesom med sine egne børn.

- Hvis ikke jeg hører fra dem, så ringer jeg til dem og hører om de har det godt!

Dramatisk historie

Både Ferah og Ayneta har en voldsom historie i deres rygsække.

Begge måtte flygte fra deres hjemlande.

Anyeta har i dag ikke nogen familie han har kontakt med.

Deres skæbne er uvis.

Ferahs far døde for to år siden og hans storebror, der var politisk aktiv, var forsvundet et par år forinden.

Ved faderens begravelse, som Ferah ikke kunne deltage i, blev det fortalt at hans storebror i dag bor i Norge og er gift og har to små børn.

Broderen var blevet fængslet og sammen med ni andre fanger skulle han transporteret til nyt fængsel tæt ved grænsen til Sudan.

En kvindelig fangevogter spurgte dem om de skulle flygte og det lykkedes dem at komme til en flygtningelejr i Sudan.

Her mødte broderen en pige som han i dag er gift med og de to rejste til Norge, hvor Ferah siden har besøgt dem.

Både Ayneta og Ferah bor i Brande i egen bolig, og de klarer sig begge godt både socialt og økonomisk.

Telefondamer fra Ejstrupholm

Hilde Jensen mødes et par gange om året med sine gamle kollegaer fra tiden på telefoncentralen i Ejstrupholm.

Selvom det er helt tilbage til tiden fra 1963-66 de arbejdede sammen, har de stor glæde af at mødes et par gange årligt, og snakken går lystigt når de seks piger samles.

Tidligere gennem 10 år, har Hilde været besøgsven gennem Røde Kors.

- Jeg havde tre jeg besøgte, men de er alle faldet bort, så nu synes jeg det var tiden til at stoppe, fortæller Hilde Jensen, der stadigvæk er med i Engparkens Venner, som ringer når de har brug for hjælp, og spiller bridge 2 gange om ugen i Uhre Bridgeklub.

Jeg nyder at havde friheden som pensionist!

I mange år hjalp hun sin mand Steen Jensen i deres VVS virksomhed i Brande.

Efter at de solgte virksomheden fik de mere frihed – og det nyder vi, slutter Hilde Jensen, inden hun lige ringer til Ayneta og Ferah for at høre om de har tid til at komme forbi, så der kan blive taget et foto af dem alle tre.