Jeg er rystet i min grundvold

Af Knud Nielsen, Velhustedvej 4, 6933 Kibæk

For at sige og skrive det ligeud er jeg rystet i min grundvold over, at kommunalbestyrelsen i Herning intet har lært af fortidens synder. Her tænker jeg på, at vindmølleindustrien igen får tilladelse til at opføre syv kæmpevindmøller klos op ad minkfarme, nu i Aulum-Tvis området. Som en flok nikkedukker har de folkevalgte igen ladet sig besnære af vindmølleindustriens lakajer i dette tilfælde virksomheden ”Vindteam” i Holstebro, der står bag projektet. En tilsvarende kommunalbestyrelse i Holstebro har også total ukritisk nikket ja til projektet, uden skelen til minkfarmernes argumenter og protester.

Absolut intet har lokale politikere således lært af de menneskelige pinsler, minkavler Kaj Bank Olesen blev udsat for, da der i 2013 blev givet tilladelse til, at fire kæmpevindmøller blev sat i drift ved hans minkfarm tæt ved Abildå. I de efterfølgende 5 år oplevede han gentagne gange, når vindmøllerne skiftede støjniveau, at minktæverne gik amok og mishandlede samt bed utallige af deres unger ihjel. I årene derefter begyndte minktæverne at føde i tusindvis af døde og misdannede unger. Det blev til et uhyrligt menneskeligt mareridt for Kaj Bank, og tusindvis af mink blev udsat for dyremishandling af værste skuffe, uden at myndighederne ”turde” gribe ind. Sidste år kort før jul, måtte Kaj give op og se sit livsværk knust.

Efter 23 år i Herning kommunes bestyrelse sagde jeg stop i 2017, hvor jeg ikke genopstillede for socialdemokraterne.

I årene op til 2013 og efterfølgende var jeg den eneste af de folkevalgte, der gentagne gange besøgte Kaj Bank Olesen og ved selvsyn kunne konstatere, hvad hans mink og familie var udsat for.

Hele Hernings kommunalbestyrelse er gentagne gange i ord, på skrift og med billeder, blevet orienteret om de forekommende dyremishandlinger på Kaj Banks minkfarm.

Hvor må der være mange i kommunens bestyrelse med borgmester Lars Krarup i spidsen, der må sidde tilbage med dårlig samvittighed og ikke eksisterende dømmekraft. Altså hvis man overhovedet er i besiddelse af samvittighed, når det gælder leflen og underdanig adfærd overfor vindmølleindustrien. Et erhverv der med yderst tvivlsomme støjmålinger og total overvurderet teknologisk tryghed, kan bilde folk og fæ alverdens løgne og bedrag på ærmet i den grønne omstillings hellige navn. Ja ussel mammon har altid været livretten i vores såkaldte velfærdssamfund!

Ja, jeg går ind for grøn energi og vindmøller, men respekten for mennesker og dyr burde være hjørnestenen i et demokrati, hvor de lokale politikere lever og ånder i de nære samfund. Ved at placere sig i en kommunes bestyrelse må man forvente, at alle lever op til både ansvar og anstændighed.

Vel at mærke uanset politisk overbevisning!

 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul