Økonomisk politik med eller uden sociale hensyn?!

Henrik Kraglund

På byrådsmødet mandag den 9. september var der to dagsordenspunkter, som ikke gik, som Fælleslisten gerne havde set det.

Kernehuset i Blåhøj

På byrådsmødet besluttede et flertal uden om Fælleslisten og konservative dels at nedlægge Kernehuset dels at Blåhøj Skole skal lide samme skæbne, hvis elevtallet falder til færre end 75 elever. Dansk Folkepartis Bo Sand og Venstres Lars Lyhne og Carl Jensen gik imod flertallet i deres partier – de tre herres evne til at overbevise de øvrige partikolleger om de triste konsekvenser, som de i deres indlæg i byrådssalen redegjorde for, var desværre ikke god nok til at ændre flertallets beslutning. Så det blev bare en billig omgang PR for de tre herrer. 

I et indlæg i bl.a. Brande Bladet d. 12. september under overskriften ”Ikke for enhver pris” udtaler Simon Vanggaard, formand for Børne- & Undervisningsudvalget (B&U): ”Det er uomtvisteligt, at det har konsekvenser for en landsby at miste en børnehave eller en skole. Det vil unægtelig gøre byen mindre attraktivt at bo i og flytte til”.

At Simon Vanggaard, som foruden at være formand for B&U også er 1. viceborgmester, har et så snævert udsyn og udviser så stor mangel på empati og forståelse for en stor landsbys forudsigelige sammenfald, gør os kede af det. Vi burde jo som byråd leve op til vores vedtagne vision: ”Sammen finder vi løsninger” og da sammen med borgerne udarbejde en plan for at udvikle området. Men nej tak – denne devise gælder ikke, når unge politikere skal vise omverdenen, at de har handlekraft. Men overtalelsesevne og lyst til at motivere borgerne til at udvikle området er desværre ikke-eksisterende.

Vi kunne have valgt at investere et mindre beløb i området ved at udbyde en kommunal vuggestue og børnehave. Da ville det være bæredygtigt både for området og kommunen. Og skulle den dag komme, hvor antallet af elever på Blåhøj Skole blev for lille, ville vi stadig have et samlet tilbud til børnefamilierne i Blåhøj. 

Lad os gøre det klart for Simon Vanggaard, at den økonomiske gevinst er minimal. Næsten på kanten af det pinlige.  B&U sparer 619.000 ved at lukke Kernehuset, men da forudsættes det, at der ved de kommende budgetforhandlinger gives en ekstra kommunal bevilling til SFO på 550.000 kr. Alt i alt en minimal besparelse.

Fælleslisten stiller stadig spørgsmål ved de estimerede tal som ligger til grund for lukningen. Der er igen og igen refereret til 714.000 kr. som et skræmmetal, og det er igen og igen nævnt, at Kernehuset ikke kan drives uden en tillægsbevilling. Hidtil har Kernehuset ikke lavet røde tal!

Men tal alene gør det ikke, når politikerne skal beslutte. Det handler i meget høj grad også om social ansvarlighed og om at skabe bæredygtige samfund. Vores fornemmeste opgave er at være med til at knække kurven sammen med Blåhøj. Derfor er de 714.000 kr. et uinteressant tal.  Vi kunne enten lave en afdelingsbørnehave i Blåhøj eller udvikle Kernehuset til at rumme både en vuggestue & børnehave – så snakker vi politik – vi snakker bæredygtighed.

Det urimeligt, at Blåhøj skal redde sig selv – at vi som kommune slet ikke føler et medansvar. Vi har ikke haft en reel dialog med Blåhøj, men blot i løbet af nogle få måneder ensidigt besluttet, at Blåhøj skal fældes. Og nu er dommen faldet. Og den kan ikke appelleres. Det er folkestyre, når det er værst.

Entreprenørgården

Det var på byrådsmødet også et dagsordenspunkt, hvor byrådet skulle beslutte, ”...om der skal arbejdes videre med konkurrenceudsættelse af kommunens driftsopgaver”. Socialdemokraternes Birthe Sørensen talte varmt for ikke at konkurrenceudsætte yderligere driftsopgaver. Disse synspunkter har hun redegjort for i indlæg i bl.a. Brande Bladet. Birthe Sørensen ser bl.a. de forventede effektiviseringer ved konkurrenceudsættelse som serviceforringelser. Hun frygter, at en række sociale hensyn, som entreprenørgården i dag tager ved at sikre beskæftigelse til borgere, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, vil blive meget vanskelige at gennemføre. Birthe Sørensen vurderer også, at den store indsats der skal gøres for at få udarbejdet/defineret de opgaver, som private aktører vil kunne byde på, vil blive for kostbart til, at det kan betale sig.

Fælleslisten deler Birthe Sørensens betragtninger. Men Fælleslisten har en tro på, at Entreprenørgården vil kunne vinde en række opgaver, når der skal bydes på disse. FL har stor tro på, at ”konkurrenceudsættelse og kontrolbud er en arbejdskrævende proces, men den giver anledning til optimeringer og effektiviseringer, som ellers er vanskelige at få i hus” (citat fra dagsordenen). Alene denne øvelse vil derfor kunne spare kommunen mange penge fra den første dag og i tiden fremover. Og den vigtige sociale indsats, som finder sted i dag, mener Fælleslisten skal fastholdes ved, at der stilles krav om, at leverandøren skal forpligte sig til i et aftalt omfang at indgå i ”sociale ordninger”. Der skal i hvert fald ikke ændres på det ansvar, kommunen har. Kommunen skal gå foran og tilbyde fleksjob o.l. eller stille krav herom til private leverandører. Derfor skal vi også stadig øremærke visse opgaver, som udelukkende skal varetages af Entreprenørgården. 

Så Socialdemokratier taler med 2 tunger, når der på samme byrådsmøde tales om økonomisk ansvarlighed og derfor skal Kernehuset lukkes. Her tages ingen sociale hensyn. Men når talen falder på Entreprenørgården, er det lige omvendt. Nu vil socialdemokratiet ikke have konkurrenceparameteren ind. Nu skal der tages sociale hensyn! Fælleslisten synes, at vi altid skal føre en økonomisk politik, som også tager sociale hensyn.

 

Lotte Stoltenborg

Henrik Kraglund

Byrådsmedlemmer for Fælleslisten

Kommentarer

Rolig nu, Hr. Kragelund & Lotte                     

Jeg hverken skriver eller udtaler mig, for at få billig omtale som I skriver i jeres læserbrev. Det ligger slet ikke til mig.  Der skal I vist se indad.  Det I skriver er stort set det samme som jeg udtalte i byrådssalen.  Jeg mener da stadig at det var en helt forkert beslutning der blev taget. Det behøver jeg ikke at skrive om i avisen for at få billig omtale som i skriver. Jeg syntes at I en gang imellem skulle skrive om de ting I selv har fået igennem byrådet af jeres mærkesager, i den tid I har haft vagten. Det vil nok blive Danmark’s korteste læserbrev. Det er ikke nok at få billig omtale, hvis man aldrig får nogle resultater ud af det.

Venlig hilsen

Carl jensen

Byrådsmedlem Venstre

Hr. Jensen

Som Lotte og jeg er i 3 herrer, Bo Sand, Lars Lyhne og du, oprigtigt modstandere af den trufne beslutning. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved. Jeres indlæg i byrådssalen kom også fra hjertet.

Lotte og jeg konstaterer blot, at jeres EVNE til at overtale jeres partikolleger til ikke at tage kvælergreb på Blåhøj, ikke slog til. Og derfor blev Blåhøj løbet over ende. Og Kernehuset skæbne beseglet!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul