Flot opbakning til sommerfesten i Drantum
Af Ejgil Jessen Hansen
Solen skinnede, rigtig mange kræmmere var mødt frem, og et stort antal besøgende var mødt op på pladsen i Drantum, da den årlige markedsfest blev afholdt lørdag. Der var både lokale og udenbys kræmmere, som forsøgte at afsætte alle mulige varer, så der var noget for enhver smag. Det var da også en tilfreds formand for bestyrelsen, Ellen Orluff, der kiggede ud over pladsen og kunne konstatere, at der var betydelig flere kræmmere i år end sidste år.
Bestyrelsen havde i år ændret lidt på konceptet. Der var knapt så mange aktiviteter, men i stedet var der sat mere fokus på musikken. Der var sat en musikscene op på pladsen, så der var i løbet af eftermiddagen flere musiske indslag. Særligt spændende var det at følge Drantums lokale band, kaldet DAB (Drantums amatør Band). Sidst på eftermiddagen blev der afsluttet med spisning (helstegt pattegris) og musik.
Tilføj kommentar