Ingen ønsker at blive ramt af sygdom eller handicap, men når det sker, er der mange følger for den ramte og de pårørende.

Man ville helst kunne fortsætte livet upåvirket af sygdommen eller handicappet. Nogle er fra naturens hånd udstyret med en modstandskraft, der hjælper dem igennem de mange udfordringer. Man skal håndtere mange nye problemstillinger om støtte og hjælp. Det er et stort arbejde at håndtere. Det kan have store omkostninger for den enkelte borger og dens pårørende. Man kan miste sit job, familien kan have svært ved at tilpasse sig den nye situation og måske går familien i stykker.

Alt sammen koster samfundet penge, fordi vi har et velfærdssystem, der kan træde til med støtte og hjælp.

Men hvornår er det billigst at hjælpe en familie i sådanne udfordringer. Er det med støtte og hjælpemidler? Eller er det billiger at vente til katastrofen er indtrådt og forældrene har mistet deres job og er på overførselsindkomst?

Hvis man ser en brand bryde ud i et hus, så ringer man efter brandvæsenet for at slukke branden. Man venter ikke til huset er udbrændt, for så at se hvor meget af huset man kan nøjes med at bygge op igen?

Hvorfor gør man det så med familier i krise over et nydiagnosticeret handicappet barn. Et barn der har behov for støtte, forældre der har brug for viden om et handicap, viden til lærere og pædagoger om handicap. Man kan måske nøjes med at skifte taget på det brændte hus og ikke skulle genopbygge hele huset.

Jeg mener, at vi skal have fokus på den tidlige indsats, så familien for mulighed for at arbejde med barnet/den unge, og ikke vente til familien er splittet og det kræver dyre og omfattende indsatser.

Hvis vi starter tidligt og giver familien værktøjer til selv at løse mange af opgaverne , så undgår vi at den handicappede og de pårørende skal have større indsatser,

Vi skal tænke langsigtet på handicapområdet, for at udnytte ressourcerne, både hos den handicappede og hos de pårørende, men også kommunens ressourcer.

Når vi snakker om de ca. 10% voksne der står uden for arbejdsmarkedet, særligt dem med vidtgående fysiske og psykiske handicaps/sygdomme.

Der er det den langsigtede plan vi skal arbejde med. Vi skal satse på at arbejde med de unge med handicap. Hjælpe dem videre i uddannelse og job. De skal ikke opgives på forhånd og kun have udsigt til en overførselsindkomst. Her skal der specialviden til, at hjælpe med udgangspunkt i de enkelte handicaps/sygdomme.

Politik handler om mennesker, alle mennesker. Vi skal tænke økonomisk på den lange bane, for at løfte denne opgave billigst muligt.

Mit politiske arbejde drejer sig om alle mennesker og dette er et af mine fokusområder, derfor er en stemme på mig en stemme for alle mennesker i kommunen.

Eddie Sørensen
byrådskandidat for Socialdemokratiet