Tanker før et kommunalvalg

Kommunalpolitik er noget mærkeligt noget, men man kan jo altid debattere det.
Jeg havde håbet, at de folkevalgte politikere i Brande og i det gamle Nørre Snede Kommune kunne trække mere ud i de mindre byer i kommunen, men byrådet må være skævt sammensat for mere og mere, og det ender nok med, at det hele rykker til Ikast. Det er ikke godt for hverken forretningslivet eller borgerne i udkantsbyerne.
Jeg ved ikke, om der er nogen, som har beregnet, hvor lang tid det tager at køre i bil fra den anden side Klovborg til Ikast og tilbage igen, og det vil nok ikke være hurtigere at tage bussen. På et valgmøde før kommunesammenlægningen udtalte Carsten Kissmeyer at ”der ikke ville ske væsentlige ændringer efter kommunesammenlægningen”. Jeg synes, der er sket mange væsentlige ændringer, og i dag irriterer det mig grænseløst, at jeg stolede på denne udtalelse. På trods af protester fra borgerne er der eksempler på, at byrådet bestemmer over borgerne. Det bryder jeg mig ikke om. Det er ikke på det grundlag at I er valgt i byrådet og det er misbrug af borgernes stemmer. Og mine bekymringer er ikke blevet mindre, efter at jeg læste, at Carsten Kissmeyer annoncerede sit kandidatur til regionen/formandsposten.
Men det bliver heldigvis ikke mig der afgør det. Og ja, det kan godt være, at kommunen er blevet Danmarks bedste erhvervs-kommune. Tillykke med det. Jeg vil sige, at jeg havde håbet på, at kommunen lagde i den bedste del. Ellers var det det forkerte hold, der var sat. Modsat tror jeg desværre også, at hvis der blev lavet en lignende undersøgelse om borgernes tilfredshed, så vil kommunen ligge i den forkerte halvdel.
Der er en stor forskelsbehandling på borgerne i Ikast-Brande Kommune.
Politikerne må også hurtigst muligt ændre de private fællesveje i kommunen til kommuneveje. Det er ganske urimeligt, at få borgere skal straffes for at bo det ”forkerte sted". Og det er jo ikke fordi at disse borgere slipper billigere i skat. Private fællesveje betyder, hvis ikke andet er aftalt, så skal disse borgere selv rydde sne og salte. De skal vedligeholde veje, kantsten og fortove, og mod betaling ændre belysning på kommunens foranledning og med kommunens entreprenører. Hvis vi skal være en fælles Ikast-Brande Kommune, og politikerne så gerne vil harmonisere, så skal alle bo på kommuneveje. Især når man kan høre, at den daværende Ikast Kommune omlagde sine private fællesveje, til kommune veje, før kommunesammenlægningen. Det er "smart" lavet af Ikast, men ikke for det store fællesskab. Jeg ved godt, at hvis man ikke kan lide lugten, så kan man selvfølgelig flytte. Og jeg ved godt, at det ikke er alle ejendomsmæglere, som fortæller, at de huse ligger på en fælles privatvej. Men hvis det går op for køber, vil de garanteret have et afslag i prisen på mange tusinde kroner. Det er bl.a. denne forskelsbehandling, der ikke må opstå for kommunens borgere.
Her før kommunevalget, ville det også være rart at vide, hvilke væsentlige ændringer politikerne vil lave, hvis de kommer i byrådet.
God valgkamp!
Svend Åge Andersen
Lindevænget 46
Ejstrupholm
Tilføj kommentar