Om lidt bli’r det sommer
Det er sin sag at efterfølge sidste års totalt udsolgte succesforestilling Matador, men takket være dygtige skuespillerpræstationer samt en kulisse- og kostumeafdeling, der tilsyneladende ingen øvre grænse har for kvaliteten, lykkes det langt henad vejen for Teaterkompagniet.
Mens udendørstemperaturen med hastige skridt havde sat kurs mod frysepunktet, var stemningen anderledes sommerlig indenfor i Remisen, da Teaterkompagniet søndag havde generalprøve på forestillingen ”Sommer i Tyrol”.
Som opfølger på sidste års totalt udsolgte succesfore-stilling Matador har de lokale teaterentusiaster valgt at genopføre klassikeren ”Sommer i Tyrol”, som også var på plakaten i 2003. Dengang med Jørgen Lauridsen og Bente Meldgaard i hovedrollerne som overtjener Leopold (”Ja, ja, ja, nu kommer jeg, De ser jeg iler”) og indehaveren af hotel Den hvide Hest, Josepha, og de er også med i ”genudsendelsen”, nu i lidt mindre roller som henholdsvis den mavesure undertøjsfabrikant Müller og værtinde på Hotel Postgården.
Rollerne som Leopold og Josepha er denne gang lagt i hænderne på Brian Andersen og en særdeles velsyngende Julie Nielsen, og på scenen har Brian Andersen selskab af sin søn Mikkel, der spiller rollen som den unge tjener Micki.
Det er både folkeligt, festligt, fornøjeligt, farverigt og meget, meget muntert, men selvom ”Sommer i Tyrol” er velkendt af mange, er den ikke helt så folkekær som Matador (er der noget, der er det?). Det bør dog ikke afholde nogen fra at bruge små tre timer på en sommertur til Alperne.
Bl.a. fordi forestillingen, som er instrueret af Anne Lise Holm, har fået nogle opdateringer hist og her. Da Leopold vender tilbage fra sin druktur, sker det bl.a. med et yderst fantasifuldt potpourri sammensat af sange, som spænder lige fra Thomas Helmig og Det Brune Punktum over TV2 til Rasmus Nøhr og Rasmus Seebach, og en velkendt Søren Kragh Jacobsen-sang indgår også i dialogen.
Der er premiere på ”Sommer i Tyrol”, som opføres i alt seks gange frem til og med på lørdag, tirsdag aften.
Se mange flere billeder fra generalprøven på ”Sommer i Tyrol” i galleriet nederst på forsiden og læs mere om forestillingen i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar