Rejsegilde på biogasanlægget

2. november sidste år tog bl.a. Axel Månsson, Peter Gæmelke og borgmester Carsten Kissmeyer det første spadestik til det omdiskuterede biogasanlæg på Grarupvej, og tirsdag var der så rejsegilde på anlægget.

Biogasanlægget opføres i samarbejde mellem Axel Månsson, som ejer 51 %, og Nature Energy, som ejer de resterende 49 %, og det er det femte biogasanlæg, Nature Energy er involveret i – men det første økologiske.

Anlægget skal årligt behandle 150.000 ton biomasse bestående af bl.a. husdyrgødning, grøntaffald og kløvergræs, som skal blive til 6 mio. kubikmeter biogas, hvorefter restproduktet kan anvendes som gødning til økologiske marker.

I sin tale ved rejsegildet så Axel Månsson frem opstarten i juli, og at anlægget skal være i fuld drift til oktober – den foreløbige kulmination på en langstrakt proces, der tog sin begyndelse i 2011. Han kaldte den kommunale opbakning ”imponerende”, men adresserede også den bekymring, der har været i området – biogasproduktionen skal foregå uden at genere omgivelserne, slog han fast. Og så mente han i øvrigt, at anlægget kommer til at stå længere end pyramiderne. Tanken, der skal modtage biomasse, vejer således alene 1000 ton og har en bund bestående af 70 cm. beton, og væggene er armeret med 50 ton jern.

Win-win

Borgmester Carsten Kissmeyer (V) var også på talerstolen, og også han kom ind på frygten for lugtgener fra biogasanlægget, noget biogasanlægget i Blåhøj tidligere var berygtet for.

– Axel har lovet, at det gør det ikke, konstaterede borgmesteren og fortsatte:

- Netop det forhold, at man arbejder med moderne teknologi har gjort forbeholdene til skamme. Han betegnede opførelsen af biogasanlægget som en win-win-situation, også for det omgivende samfund, ikke mindst fordi en del af biogassen vil skulle bruges af forbrugerne i almindelighed.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul