Michael Falch lander i Remisen
2012 var året hvor Michael Falch første gang besøgte Brande med stor succes. Sidste år gav Michael Falch med band en mindeværdig koncert i forbindelse med markeringen af Brandes 100 år som stationsby og udbyggede ved samme lejlighed sin fanskare, som kan glæde sig til et gensyn, når Falch’en som led i sin efterårsturné på fredag igen gæster RemisenBrande.
Der er en ganske særlig bevægende ånd over hans solokoncerter, hvor humoristiske livshistorier veksler med intense sange fra tilværelsens spændingsfelter. Nye sange som ”Binder mig aldrig igen” og ”Blivende sted” er blevet radiofavoritter på P4, men koncerten byder også på en stribe klassiske, danske rocksange som bl.a. “Mød mig i mørket”, “Superlove” og “I et land uden høje bjerge”.
Med en stemme, der aldrig har lydt bedre end nu og med den godt brugte akustiske Martin-guitar i hænderne demonstrerer Michael Falch aften efter aften, at han kan give hver eneste blandt publikum anledning til at reflektere lidt dybere over tilværelsen – og også mutters alene få enhver sal til at gynge og synge.
Tilføj kommentar