Rødderne kom i suppen
Tirsdag gjorde Go Cook-bussen holdt ved Kvickly i Brande.
Turen, som helt bogstaveligt har bragt den gamle Citroên årgang ’71 landet rundt siden 1. september, slutter på søndag, og dermed var Brande et af de sidste stop i køreplanen.
Med i bussen var Majbritt Damgaard-Eilsø, og hun kunne fortælle, at formålet med Danmarksturnéen er at sætte fokus på madlavning og de gode råvarer. Målsætningen er, at den generation, der vokser op nu, skal være bedre end deres forældre til at lave mad. Måske ikke umiddelbart den mest ambitiøse målsætning, men når under 10% af de danske forældre involverer deres børn i processen, er der nok at tage fat på.
Dagens kokke var eleverne fra 6.A på Dalgasskolen, som havde medbragt deres madkundskabslærer, Jesper Meyer, og de kastede sig straks over de grøntsager og rodfrugter, der udgør ingredienserne i dagens ret, ”Røddernes suppe”.
Og på en råkold november-dag var det særdeles velvalg, utvivlsomt endnu bedre end ved turens start 2 måneder tidligere.
Da de mange forskellige rødder og grøntsager var blevet hakket i småstykker, blev de smidt i gryderne på de fem kogeplader, svitset og tilsat vand, hvorefter de skulle koge ud, og efter en tur med stavblenderen, var Røddernes suppe klar til servering.
Også det blev klaret af eleverne, så der var frisklavet rodfrugtsuppe til kunderne i Kvickly sidst på eftermiddagen. Og at den både var god at varme sig på og velsmagende, kan bevidnes af undertegnede.
Tilføj kommentar