Minister på Brande-turné
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen besøger mandag tre af Brandes store virksomheder.
Første stop på turen var Give Stålspær, som før sommerferien lagde facade til et stort banner med Esben Lunde Larsens kontrafej i forbindelse med valgkampen.
Med dagens besøg ønskede ministeren at sætte fokus på de erhvervsmæssige uddannelser, der i disse år bliver mere og mere klemt af de boglige. Inden en rundvisning på virksomheden, fik Esben Lunde Larsen lejlighed til at besvare spørgsmål, og han slog bl.a. fast, at regeringen ønsker uddannelsesmuligheder i hele landet.
– Vi har fokus på, hvordan uddannelse og forskning kan løfte samfundet og på (virksomhedernes mulighed for) at uddanne og rekruttere de rette ressourcer, forklarede han. Derudover opfordrede han virksomhederne til at tage større socialt ansvar.
Efter besøget hos Give Stålspær fortsatte Esben Lunde Larsen til KMC, som netop er blevet kåret som vinder af Nykredits vækstpris 2015, og Bestseller, inden dagen rundes af med et besøg hos Carsten Kissmeyer - der kuriøst nok var blandt ministerens modkandidater ved valget i juni - på borgmesterkontoret i Ikast.
Læs mere om ministerbesøget i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar