Danmarks største landmøllepark i fuld drift

Den sidste af Klim Vindmølleparks 22 nye vindmøller blev rejst efter solnedgang søndag. Alle parkens møller ventes at være klar til produktion i slutningen af måneden (foto: Michael Bo Rasmussen, Baghuset).

Den sidste af i alt 22 Siemens-vindmøller blev i weekenden rejst i Klim Vindmøllepark i Nordvestjylland.

Danmarks største vindmøllepark på land målt på årlig produktion er dermed snart klar til at levere strøm til 64.000 hustandes årlige elforbrug. Den første af Klim Vindmølleparks 22 vindmøller blev opført i juni, og efterhånden som vindmøllerne er blevet rejst hen over sommeren, er de blevet sat i drift og har leveret strøm til nettet.

Vattenfall Vindkraft og en række lokale aktionærer ejer de 21, mens en af vindmøllerne er ejet af lokale investorer. Hos Vattenfall Vindkraft siger Communication Manager Arne Rahbek:

- Vi kan se tilbage på et forløb, hvor forarbejdet, miljøundersøgelserne og samarbejdet med de lokale myndigheder samt dialogen med både embedsmænd og den lokale befolkning, har gjort projektet til en succes. Der har således været meget få indsigelser overfor fornyelsen af parken.

Efter flere års planlægning begyndte nedtagningen af de gamle vindmøller i juni 2014. De gamle fundamenter blev sprængt væk og materialerne genbrugt, hvorefter der blev støbt nye og større fundamenter. Store mængder grundvand forsinkede fremdriften med flere måneder, men problemet blev tacklet korrekt og forsinkelserne indhentet, så ibrugtagningen af vindmølleparken kommer i gang et par måneder før den endelige deadline.

Det er ikke kun produktionen, der er stor og gør Klim Vindmøllepark til landets største. Projektet er også et af de største ”repowering”-projekter herhjemme, hvor forældede vindmøller med lille produktionskapacitet erstattes af færre, men større og meget mere effektive vindmøller. Fornyelsen af Klim Vindmøllepark er sket ved at nedtage 35 stk. 600 kW møller og erstatte dem med de 22 3,2 MW vindmøller. De gamle vindmøller er blevet eksporteret til bl.a. Italien og Irland, hvor det bedre kan betale sig at producere el fra små møller.

Vindmøllerne på hver 3,2 MW er fra Siemens og af en gearløs type. Parkens samlede effekt bliver på lidt over 70 MW og den årlige produktion på 256.000 MWh eller 256 mio. kilowatt-timer. Det svarer til det årlige elforbrug i sammenlagt 64.000 husstande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul