Fælleslistens vælgere stemmer overvejende blåt

En sammenligning af stemmetallene fra kommunalvalget i 2013 med tallene fra torsdagens folketingsvalg sandsynliggør (måske ikke overraskende), at Fælleslistens vælgere i langt overvejende grad stemmer på de borgerlige partier, men en del af dem satte krydset ved liste A.

Ved kommunalvalget i 2013 satte over 2.400 vælgere i Brande svarende til næsten 60% af de afgivne stemmer deres kryds ved Fælleslisten. Da man ikke kunne stemme på lokallisten ved folketingsvalget, var disse stemmer sat i spil, og en forsimplet sammenligning af stemmetallene viser, at langt de fleste af Fælleslistens støtter i stedet valgte at placere deres kryds ved et borgerligt parti.

Dansk Folkeparti fik således over 1.000 stemmer mere end ved kommunalvalget og gik fra 5% af stemmerne til 28,9%. Dermed var de kun 4 stemmer dårligere end Venstre, der høstede ca. 600 stemmer mere end ved kommunalvalget. Socialdemokraterne fik også en bid af kagen og gik fra knap 300 stemmer til over 900. Liberal Alliance gik 200 godt stemmer frem og Enhedslisten knap 100, mens udbyttet for de øvrige partier var mindre.

Ser man på hele Ikast-Brande Kommune (Ikast-kredsen) er billedet noget anderledes. 5.343 (23,3%) stemte på Fælleslisten ved kommunalvalget, og Dansk Folkeparti kunne notere en fremgang på over 4.500 stemmer.
Socialdemokraterne gik frem med godt 1.200 stemmer, Liberal Alliance med 100 færre, mens Venstre blev ramt af landstendensen og gik 853 stemmer tilbage.

Det er vigtigt at understrege, at ovenstående analyse udelukkende er baseret på en sammenligning mellem stemmetallene ved de 2 valg og ikke baserer sig på en egentlig analyse af de såkaldte ”vælgervandringer”. Derfor tager tallene heller ikke højde for de landspolitiske tendenser, der givetvis har skabt interne forskydninger partierne imellem. Desuden er det værd at bemærke, at der i Ikast-kredsen blev afgivet ca. 2.000 stemmer mere ved folketingsvalget end ved kommunalvalget i 2013.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul