Vinderen tabte - taberen vandt.

Kommentar af Mikael Lund

Efter 3½ uges valgkamp, der har fyldt både de trykte, æterbårne og digitale medier - ikke mindst de landsdækkende - i en grad, så mange vælgeres kvalmegrænse var passeret længe inden valgdagen, kunne man i aftes endelig gøre status. Vælgerne havde afsagt deres dom.

Socialdemokraterne gik frem, men mistede regeringsmagten, Venstre gik tilbage, men tilbageerobrede alligevel (efter al sandsynlighed) statsministerposten. Dansk Folkeparti tordnede frem og blev landets næststørste parti, Alternativet drønede ind i Folketinget med 9 mandater, mens De Radikale og Socialistisk Folkeparti bogstavelig talt blev savet midt over.

Det giver selvfølgelig stof til masser af eftertanke og analyser, men det gør de 2 landsdækkende TV-stationers valgprognoser i løbet af aftenen så sandelig også. Begge havde efter nøje overvejelser valgt at respektere Folketingets forretningsudvalgs opfordring om at vente med at offentliggøre exit-polls til valghandlingen var afsluttet, men derfra gik det slag i slag.

Med de første få stemmer optalt ramte TV2 ganske vist fordelingen mellem rød og blå blok fuldstændig nøjagtigt, mens DR's første prognoser var den borgerlige blok mere venligt stemt. 93-82 i blå bloks favør voksede gradvist for at toppe med 96-79, da ca. halvdelen af stemmerne var optalt. TV2's prognoser udviklede sig ikke i samme takt, men nåede dog op på 93-82 i blå bloks favør, inden de ligesom DR's forudsigelser langsomt begyndte at falde tilbage mod udgangspunktet.

Med over 99% af stemmerne optalt, var de 2 TV-stationer stadig ikke enige om mandatfordelingen, men her var DR trods alt tættest på, selvom der blev flyttet et enkelt mandat internt i den røde blok.

Men mon ikke selv meteorologer ville have stået til en reprimande, hvis deres forudsigelser var ligeså usikre?

Når man bruger så mange ressourcer på at dække valget, er det i hvert fald tankevækkende, at man ikke er i stand til at gøre det mere præcist.

En anden ting, der giver stof til eftertanke er, at rød blok blot skulle have haft et mandat mere for at kunne bevare regeringsmagten med hjælp fra de fire nordatlantiske mandater - på trods af et borgerligt flertal i Danmark.

Dermed kunne Danmarks statsminister fortsat have heddet Helle Thorning Schmidt - nu valgte hun i stedet at trække sig ikke blot fra posten som statsminister, men også som formand for partiet, selvom hun havde været med til at sikre den første socialdemokratiske fremgang ved et folketingsvalg i mange år. Dermed påtog hun sig indirekte ansvaret for de to støttepartier, SF og De Radikales tilbagegang - hvis hun da ikke blev offer for en intern magtkamp.