Af skoleleder Kent Lykke, Uhre Friskole
Lockouten er slut, og vi kan se tilbage på en proces, der ikke er set magen til i Danmarkshistorien.
Vi får en generation af elever, der er utrolig hårde til rundbold og frilæsning.
Man kan mene om lærernes arbejdstidsregler, hvad man vil, men det er uomtvisteligt en aftale, der gennem år, ja årtier, løbende har været aftalt på plads med en modpart.
At denne modpart så vælger at stille et ultimatum, virker utilstedeligt og meget lidt sympatisk, og siger måske noget om, hvor dårlige forhandlere de har været repræsenteret med gennem mange år.
Ordet aftalepartner har i denne sammenhæng vist mistet sin betydning.
Lærernes forberedelsestid har været kernesagen. Eller rettere : hvem har retten til at disponere over lærernes forberedelsestid.
Skal den lærer, der har haft biologi i mange år, virkelig have lige så meget forberedelsestid som den nye lærer i faget? Så meget forandrer biologien sig vel heller ikke?
En dimension, der har været talt meget lidt om i drøftelserne omkring forberedelsen er, HVAD lærerne faktisk bruger deres forberedelsestid på.
Og jeg skal hilse og sige, at det er ikke det fagfaglige, der sluger lærernes forberedelsestid!
En biologilærer ved godt, hvor mange maver en ko har, og hvordan en høne er strikket sammen, og hvordan vandets kredsløb i naturen fungerer! Det har de lært på seminariet, da de læste faget biologi eller natur/teknik.
Nej, størsteparten af forberedelsen bliver brugt til sammen med kolleger at skabe struktur og på at organisere undervisningen under hensyntagen til elevgruppen, så alle opnår størst mulig læring. Og så bliver den i høj grad brugt på at løfte opgaven omkring inklusion, skabe en rummelighed, så også de børn, med særlige behov, får noget ud af undervisningen i vores måske for rummelige skole.
Jeg mener godt man kan drøfte om en lærer med 10 elever i klassen skal have lige så meget tid til forberedelse som en lærer med 28 elever.
Det kan også drøftes om lærere med stor erfaring skal have lige så meget tid til forberedelse som nyuddannede lærere.
Det kan også drøftes, om nogle støttefunktioner og visse fag kræver lige så meget forberedelse som andre fag.
Det kan også drøftes om ikke det er en god ide at lærerne har forberedelsestid, der er ”deres egen” og som kan henlægges til søndag eftermiddag eller en regnvejrsdag i Toscana i sommerferien. Det kan ikke afvises, at det vil skabe en form for ejerskab og virke motiverende.
4 1/2 uge i hængekøjen.
Opgøret med gaven til de 60-årige på 175 timer, 41/2 arbejdsfri uge med fuld løn, synes jeg er helt fin. Man er ikke gammel, når man er 60, og der findes mange andre mentalt hårde jobs i Danmark.
Salt i såret og plaster på.
Værnsregler! Gad vide, hvor mange, der vil opleve, at disse vejer lige så meget på vægtskålen på ”den balancerede aftale” som ovenstående?
Lærerne skal ikke arbejde grænseløst. Det, der skal være grænseløst hos lærerne skal være deres engagement og glæde ved sammen at lave god undervisning.
At spise lærerne af med en kompensation for hængekøjen på 300 kr. om måneden, virker urimeligt. De har ikke engang bedt om lønstigninger! Vipper pilen nu op mod ligevægt på ”den balancerede aftale”?
Jeg synes, der er blevet snydt på vægten! Spin, pæne og svulstige ord vejer ikke helt så meget….
De ”dovne” lærere og ledelse.
Mon det har været hensigten at lave et opgør med de  ”dovne” lærere?
Denne problemstilling, som tidligere har været en svøbe i skoleverdenen, skal i langt højere grad anses for at være et ledelsesmæssigt problem, der skal løses med ledelsesmæssige instrumenter og ikke en problemstilling, der løses via et opgør med en arbejdstidsaftale? ”Dovenskab” er et fænomen, der sidder mellem ørerne på folk og ikke et fænomen, der kan måles med tid eller målestokken ”jeg bestemmer over din tid”.
Kuren mod ”dovenskab” er anvendelse af ledelsesmæssige værktøjer og ikke illusionen om , at mere tilstedeværelse på skolen hjælper nok.
Lange frikvarterer – aktivitetstimer uden fagligt indhold?
Nu skal der så diskuteres ny folkeskolereform (Den tredje reform på 10 år).
Bliver der mon tale om, at folkeskolens elever får rigtig lange og mange frikvarterer i fremtiden?
Bliver der tale om aktivitetstimer uden fagligt indhold? Og hvem skal lægge navn til? Er det pædagogerne eller lærerne, der skal stå på mål?
Heldags- eller helhedsskole?
Frihed og ansvar. Undervisningspligt kontra skoletvang.
Møder flaskedrengen i Rema nu først ind klokken 16.00?
Kan foreningslivet virkelig rumme alle eleverne i aktivitetstimer?
Vil og kan de? Kan de for øvrigt få fri fra arbejde og stå til rådighed i skoletiden?
Det lyder så flot og rigtigt, at ”pædagogen i aktivitetstimerne tager klassen med ned i sløjd og bygger fuglekasser, og børnene lærer samtidigt noget om vinkler og Pythagoras”. En aktivitet, der har til hensigt at bygge op om klassens arbejde med geometri!
Hvor naivt! Tilsvarende argumenter er fløjet gennem luften, siden jeg blev uddannet lærer i 1981.
”Vi vil have lærerne mere i spil med eleverne”. ”En mere spændende skoledag”.
Igen naivt og endog demagogisk. Flotte sætninger – helt coachagtige. Vi bestiller ikke andet i skolen! Det er faktisk det, vi får løn for. Det er faktisk det, vi er uddannet til. Hele vores eksistensgrundlag.
Og spændingsklimakset for en spændende skoledag er ikke nødvendigvis betinget af , at der er drysset spredte ”aktivitetstimer” ind i skemaet.
Det er betinget af dygtige, veluddannede, risikovillige, fornuftige, autentiske og empatiske lærere, der kan skifte arena, differentiere deres undervisning og lave de nødvendige breaks i undervisningen, der skal til for at tage mest mulig hensyn til den enkelte elev, gruppe, hold eller hele klassen.
DEN STORE DANSKE:
potjomkinkulisse, noget, der skal syne af mere, end det er
Potemkinkulisser – et sjældent brugt ord.
Hvad er det for potemkinkulisser vi er ved at sætte op for den danske skoleverden?
Bygger reformen på faglig viden eller blot på ideologi og synsninger?
Står den brede befolkning bag tankegangen?
Hvad forstår vi ved ledelse?
Er vores demokratiforståelse lige så truet som ”den danske model”?
Luller vi os ind i et selvbedrag af dimensioner?
Målet er intet – vejen er alt.  (Gl. kinesisk ordsprog)
Nå men, ”hastværk er lastværk”. Så derfor: vi har jo et helt år til at forholde os til disse småjusteringer.
Jeg håber, at alle, såvel lockoutede lærere, som de lærere, der har været lukket inde og ledelserne hurtigt vil finde sammen i det forpligtende fællesskab, der normalt kendetegner skoleverdenen.