FCM var i en nødsituation
Det fastslog Tove Videbæk (C) i sit indlæg i debatten om det ekstraordinære tilskud til FCM
Af Steen Hebsgaard, Ikast Avis
- Hvis FCM ramler, så vil meget ramle i Ikast.
Det var de ord Tove Videbæk brugte, da hun kom med sit indlæg i byrådets voldsomme debat forleden om det ekstraordinære tilskud til FCM.
- I forbindelse med forhandlingerne om budget for 2013, gik Konservative sammen med en række andre partier imod forhøjelse af sponsoratet til FCM med 500.000 kr. Det gjorde vi af flere grunde, bl.a. alt for høje lønninger, dårlig ledelse og økonomistyring m.v. Og vi holder fast ved, at det var den rigtige beslutning. Også i dag ville vi ikke gå med til forhøjelse af det årlige sponsorat, sagde Tove Videbæk.
- Derfor ser vi dette punkt som en ny sag og ikke en sag, hvor vi bryder aftaler omkring budgetlægning for dette år. Og derfor bryder vi os heller ikke om, at der som overskrift over punktet står "forhøjelse af sponsoratet" - for det er præcis det, som vi har sagt nej tak til tidligere. Derimod burde der have stået noget med ”et engangsbeløb til FCM” eller lignende.
- Og fordi det er et engangsbeløb, er vi fra Konservative sammen med de fleste andre partier i byrådet positivt indstillet over for dette forslag.
En nødsituation
Der opstod en nødsituation i FCM, mente Tove Videbæk.
- Og det er en nødsituation, som vil påvirke Sportstar College, ISI, gymnasiet med meget andet i Ikast-Brande. Således at hvis FCM ramler, så ville meget ramle med i Ikast-Brande. Det ville være en katastrofe for Ikast-Brande - også rent PR-mæssigt som et sportsligt kraftcenter i Danmark. Det kan vi naturligvis ikke bare sidde med hænderne i skødet og se på.
Dårlig ledelse
- Nødsituationen var - som alle nok ved - opstået pga. dårlig ledelse, for høje lønninger og en hel masse mere. De økonomiske problemer i forbindelse med denne nødsituation har den nye ledelse søgt at løse ved at kontakte rigtig mange virksomheder og private i Herning-Ikast-Brande, som har været villige til at yde ud over det, de normalt ville. Yderligere har den nye ledelse, som ikke har siddet så længe på pladsen, arbejdet med at få lønninger forhandlet ned, få ændret kontrakter og meget mere, således at man har minimeret skaden og fremadrettet vil kunne køre med de normale sponsortilskud. I det hele taget har de forsøgt at reparere skaderne for den tidligere meget dårlige "husførelse".
- Til sidst havde de i forbindelse med disse initiativer behov for en ekstra håndsrækning fra kommunen - også for at kunne tiltrække de sidste og nødvendige ekstra sponsor-beløb. I den situation er vi gået med til et engangsbeløb på 500.000 kr. til blandt andet reklame for Ikast-Brande Kommune. Dvs. at overskriften med "Forhøjelse af sponsoratet" ikke er korrekt, idet dette engangsbeløb ikke vil påvirke budgetterne for de kommende år, sagde Tove Videbæk.
Byrådskollegaens udmeldinger har fået den enlige modstander af forhøjelsen af FCM-sponsoratet, Anders Udengaard (SF), til at spekulere i, om Tove Videbæk har lækket fortrolige oplysninger fra et møde med FC Midtjyllands ledelse, men de beskyldninger tilbageviser hun overfor Herning Folkeblad.
Tilføj kommentar