Ny krantype prøvekøres
I løbet af de seneste måneder er Brandes nye vartegn, højhuset ved Remisen, skudt op, og i denne uge har byen så fået endnu et - om end mere midlertidigt - vartegn.
Det er firmaet Total Wind A/S på Sjællandsvej, som i samarbejde med Krøll Cranes A/S har designet en helt ny type kran, der sætter nye standarder for højde og vægt og retter sig mod installation af fremtidige vindmølleparker.
Det nye koncept bygger på luffing-princippet – en velkendt kranteknologi fra byggebranchen.
Kranen har en løftekapacitet på op til 125 ton ved en kroghøjde på op til 180 meter samt mulighed for at installere vindmøller i vindhastigheder på op til 15 sekundmeter. Med muligheden for hurtig flytning (36 timer) og kranens integrerede tag-line system vil den nye kran være ideel til installation af fremtidige vindmølleparker.
- Den nye luffing-kran K1500L er designet til at installere vindmøller med en navhøjde på over 140 meter. Installation i disse højder bliver stadig mere nødvendigt, da mange af fremtidens vindparker placeres i områder med lav vind. Højere tårne er derfor en nødvendighed for at udnytte vindpotentialet, siger CEO Jens Nygaard Laursen fra Total Wind A/S.
Den nye Luffing kran retter sig også mod installation af vindparker placeret i bjerg- eller skovrigt terræn, da kranen kræver mindre plads og samles vertikalt. Den traditionelle horisontale samling af kran kræver op til 180 meter plads for at samle kranbommen på jorden.
Læs mere om den gigantiske kran i næste uges udgave af Focus Ikast-Brande.
Tilføj kommentar