Ulovlig agitation på valgdagen?

Af Steen Hebsgaard, Ikast Avis
Efter Byråds- og Regionsrådsvalget tirsdag 19. november har Ikast-Brande Byråd modtaget en klage over, at der kan være foregået valgagitation på tyrkisk på afstemningsstedet Ikast-Brande Arena.
Ikast-Brande Byråd skal behandle klagen på et ekstraordinært byrådsmøde onsdag 4. december. Byrådet skal beslutte, om klagen skal have konsekvenser og i givet fald hvilke.
Det er alvorligt, hvis der er foregået valgagitation i og omkring stemmelokalet, for det kan rejse tvivl om selve troværdigheden af valgets resultat.
Klagen er indgivet af Yildiz Kibar (A), som i lighed med den kandidat, Ismail Yalcin (Å), hun klager over, var valgtilforordnet ved afstemningsområde Ikast.
Valgloven siger, at valgagitation ikke er tilladt i stemmelokaler mm., da de politisk udpegede valgstyrere og tilforordnede vælgere ikke må agitere og påvirke holdninger på selve valgdagen. For at der kan føres kontrol med det, er det nødvendigt, at alle forstår, hvad der bliver sagt. Det vil i praksis sige, at al kommunikation mellem de tilforordnede og vælgerne – og indbyrdes - skal foregå på dansk.
Reglerne er lempeligere for vælgerne, men får de vejledning i stemmerummet, skal det også foregå på dansk. Disse regler har alle tilforordnede og kandidater fået vejledning i inden selve valgdagen.
Ikast-Brande Kommunes valgledelse har udarbejdet en redegørelse om hændelsesforløbet på valgdagen i Ikast, hvor der er beskrevet nogle episoder, og hvordan de blev håndteret af valgstyrere, bordledere, gruppeleder og valgsekretariatet.
Enhver vælger i Ikast-Brande Kommune kunne indtil den tirsdag den 26. november klage over valget til Ikast-Brande Byråd. En klage skal behandles af byrådet på et møde hurtigst muligt efter fristens udløb.
Behandlingen kan resultere i en afgørelse, hvor det mest vidtgående er at erklære hele valget for ugyldigt, så der skal ske omvalg. Byrådet kan også erklære valget af et medlem for ugyldigt og i stedet indkalde en stedfortræder. Endelig kan byrådet vælge at afvise klagen og dermed undlade at benytte sig af sanktioner.
På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, indstiller administrationen til Ikast-Brande Byråd, at klagen afvises, da der ikke er grundlag for at konstatere, at der er foregået ulovlig valgagitation.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul