Af Tim Sølyst, Bjørn Nørgaard Vej 32, Ikast

Sagen omkring Neurofeedback forsvandt efter min mening lidt for hurtigt og uden tilstrækkelig omtale i medierne. Jeg har ingen direkte interesse i eller viden om Neurofeedback, men sagen rørte ved min opfattelse af, hvordan det politiske system fungerer og mit billede af de værdier og principper vores kommune bygger på. Derfor har jeg søgt om aktindsigt i sagen og lavet dette indspark i debatten op til det kommende kommunalvalg.

Visionerne

Ikast Brande Kommunes Vision 2018-2025 bygger på et fundament af solid økonomi og dygtige og engagerede medarbejdere. Dykker man ned i kommunens personalepolitik finder man denne beskrivelse af vores DNA; ”Sammen gør vi en forskel - På den jyske hede er intet givet på forhånd. Det ligger i blodet på os at være arbejdsomme og entreprenante. Vi er vant til at skulle tænke nyt og finde på for at opnå resultater. Vi handler. Vi hjælper hinanden og står sammen. Vi løfter i flok og finder løsninger. Det kalder vi hedekraft - at få ideer til at spire, løsninger til at gro og drømme til at blive til virkelighed”. Personalepolitikken bygger på værdierne: dialog, tillid og ansvarlighed; og der lægges stor vægt på medindflydelse, medbestemmelse, kompetenceudvikling og faglig udvikling.

Samtidig er vi kommunen, hvor vi var så frække at lave en børne- og ungepolitik, der er lavet som én enkelt side, der skulle lægge op til refleksion og dialog. Vi gjorde op med stive målsætninger og afrapporteringer og lagde i stedet for ansvar, tolkning og udvikling tilbage til brugerbestyrelserne, fagpersoner, ledere og ansatte.

Virkeligheden

Alt sammen meget flotte principper, som giver grundlag for en dynamisk kommune med direkte forbindelse til fundamentet vi står på, men også nogle principper og visioner, der står i skærende kontrast til visse af vores lokalpolitikeres ageren i sagen om Neurofeedback. Når man kigger sagen igennem, står særligt de 2 DF’ere Simon Vanggaard og Trine Meldgaards vedholdende spørgerække i skærende kontrast til de kommunale visioner og principper. I spørgsmålene er tilliden til ledere og medarbejdere helt væk, og jeg forstår godt, at man i administrationen til sidst valgte at bede Kommunernes Landsforening om at lave en uvildig undersøgelse trods de mange personaletimer, man kunne se frem til at skulle bruge på det og den efterfølgende store regning.

Selv om Simon Vanggaard så sent som 3. november på Facebook gentager, at han synes, at det var nødvendigt at få sagen undersøgt til bunds, så har jeg forgæves forsøgt at forstå motiverne for de mange kritiske spørgsmål, der nødvendiggjorde undersøgelsen. Jeg forstår heller ikke, at flere af de øvrige politikere bakkede op om spørgsmålene i stedet for at lægge afstand til dem. Vi har jo nogle gennemtænkte administrative systemer og retningslinjer, der tilsikrer, at alt går korrekt for sig. Vi har en stribe ledere, som har sagt god for Neurofeedback, som den blev praktiseret i Ikast-Brande Kommune. Hvor forsvandt tilliden til dem hen?

Motivet kan, som jeg ser det, ikke være økonomien. I mange tilfælde har kommunen ved at kunne tilbyde Neurofeedback-træning lokalt i eget regi sparet mange penge, da Neurofeedback som supplement til allerede kendte metoder bl.a. har bevirket, at langvarige forløb og økonomisk belastende indsatser er blevet afsluttet eller afværget. Derudover har selve KL-undersøgelsen kostet kr. 282.450 + moms, og minimum 11 medarbejdere har brugt tid på at lade sig interview eller på anden vis tilvejebringe svar. Dvs. der kunne faktisk være gennemført rigtig mange neurofeedback-forløb for de penge, der er brugt på undersøgelsen. Ja man kunne måske have undgået at skulle bruge den million, som netop er blevet afsat, til at hjælpe børn til en mere stabil skolegang. Som jeg læser sagen, er det netop nogen af de udfordringer, Neurofeedback kunne bruges til at afhjælpe.

Motivet kunne være utilfredse borgere, der klagede over Neurofeedback-forløbene, men jeg finder ingen klager fra borgere i sagen. Jeg finder derimod 3 artikler, der fortæller om børn og familier, der har oplevet stor effekt af Neurofeedback-forløbene og som er kede af, at politikerne vælger at lukke behandlingen ned. Endnu engang politiske beslutninger, der står i skærende kontrast til vores kommunes Vision 2018-2025, hvor man skriver ”Du finder løsninger sammen med os”. Det er helt sikkert ikke den oplevelse familierne beskriver i de artikler, der indgår i sagen.

I sagen indgår også en del udsagn og læserbreve fra medarbejdere, der føler, at politikerne på baggrund af en misforstået anbefaling fra Sundhedsstyrelsen sætter stort spørgsmålstegn ved deres faglighed og professionalisme. Det fremgår ligeledes, at politikerne har afvist medarbejdernes forsøg på at komme i dialog med dem, for at give dem et mere nuanceret billede af Neurofeedback og de resultater, der er opnået med Neurofeedback her i kommunen. Selv om vi nok så flot skriver om hedekraft i vores visioner, tror jeg, at den hetz og mistillid, de implicerede ansatte har været udsat for, har drænet meget af kraften. Når der er risiko for på den måde at blive hængt ud og udsat for voldsomme beskyldninger, tror jeg de fleste ansatte i Ikast-Brande Kommune tænker sig om en ekstra gang, inden de tænker nyt og får lyst til at afprøve nye metoder i fremtiden. Hvorfor udsætte sig selv for risikoen for at blive hængt ud for at gøre det, man på baggrund af sine faglige kompetencer finder rigtig, når politikerne ikke har respekt for de ansatte og deres lederes kompetencer og dømmekraft?

Fremtid

Skal Ikast-Brande Kommune være en attraktiv arbejdsplads, hvor nytænkning og engagement trives, skal politikerne lade ledere, fagpersoner og medarbejdere udføre deres arbejde uden politisk indblanden og detailstyring.  Politikerne skal sætte rammen for de ansattes arbejde ved hjælp af visioner, principper og målsætninger, men de skal lade de ansatte føre det ud i livet. Skal vores flotte og ambitiøse visioner og målsætninger give mening, skal vi i fællesskab vælge nogle politikere, der formår at give dem liv.