Sorte skyer over Brande Hallerne

Fredag har ledelsen på Artium bl.a. meldt følgende ud til skolens forældre på Aula:

"Som alle nok er klar over, har der været dialog med Brandehallerne om brugen af hallerne i skoletiden. Umiddelbart før nytår blev samarbejdsaftalen mellem Brande Hallerne og Ikast-Brande Kommune underskrevet. Det betyder, at skolens idrætsundervisning og SFO-aktiviteter fortsætter som hidtil.

Elevernes tilstedeværelse i hallen i pauserne og benyttelse af cafeen ligeledes i pauserne har bestyrelsen for Brandehallerne ønsket at få ekstra betaling for – et beløb der svarer til en lejrskole eller en halv lærerstilling. Det tilbud har vi som skole valgt at takke nej til. Konsekvensen er derfor, at eleverne fra på mandag ikke kan bruge hallerne i pauserne, og der vil heller ikke være mulighed for at gå i hallen og købe mad. Så nu må vi lægge os i selen for at give eleverne mulighed for at købe mad på skolen og deltage i pause-aktiviteter på skolen. 

Der er lavet nye tiltag omkring aktiviteter i pauserne. Her i uge 2 er vi startet op med projektet ”Pauser med mening” - et tiltag, eleverne har taget godt imod, og fra på mandag i uge 3 bliver det udvidet til alle ugens dage. Pauser med mening betyder, at der rundt på skolen faciliteres forskellige aktiviteter både inde og ude og for store og små. Det spænder fra basketball til brætspil.

Ønsker man ikke at deltage i disse aktiviteter, kan man for indskolingens og mellemtrinnets vedkommende lave de samme aktiviteter som tidligere, og for udskolingens vedkommende kan man opholde sig i klasserne eller på andre anviste steder.

Med hensyn til mad så er der følgende muligheder fra på mandag (i går, red.):

- Skolemad.nu

- En skolebod med mulighed for at købe: pølsehorn, pizzasnegle, frikadeller med kartoffelsalat, pastasalat, knækbrød og eventuelt durumruller og sandwich. Der vil være kontant betaling indtil en mobilepay til boden er oprettet.

- At medbringe madpakke og drikkedunk hjemmefra. Der er vandbeholdere med koldt vand flere steder på skolen.

Eleverne bliver informeret om ovenstående fredag (i fredags, red.). 

Vi håber, at en svær situation her bliver vendt til en god historie med mange gode pauser på skolen."

Det har fået Brande Hallernes bestyrelse til at forfatte følgende skrivelse:

Det har været et hårdt år for Brande Hallerne - 2022 har rent økonomisk været et katastrofeår. Aktuelt ser vi ind i et underskud i Brande Hallerne i omegnen af 1,2 – 1,5 mio. for regnskabsåret 2022. Underskuddet skyldes primært el- og varmeomkostningerne som er steget med knap 1,5 mio. kr. i 2022 contra 2021 – en ganske betragtelig stigning.

Brande Hallerne har gjort alt, hvad der har været muligt, for at reducere omkostningerne til energi, vand og varme med forskellige tiltag i hallerne. Temperaturen i hallerne er blevet sænket, reducering af tændte lamper i forhallen og i kælderen, optimering af varme-, el- og vandforbrug i hele centret, LED-lamper i alle 3 haller, men ikke engang det har kunnet holde energiomkostningerne nede på et fornuftigt niveau.

Brande Hallerne har siden august måned 2021 gratis stillet faciliteter til rådighed for udskolingseleverne på Artium i deres pauser og frikvarterer, samtidig med at det har været muligt for eleverne at købe skolemad. Det har været en bevidst strategi fra Brande Hallernes side hen imod en sammenbygning. Skolemaden har på intet tidspunkt givet overskud, hvilket også har været fremlagt for skolebestyrelsen for 3 år siden på den daværende Præstelundskolen. Brande Hallerne har desuden i 2021 proaktivt investeret over 1 mio. på sammenbygningen på mellem Artium og Brande Hallerne, så byggeriet er projekteret og klar til første spadestik, når finansieringen er på plads.

De daglige besøg af eleverne fra Artium har vi været utrolig glade for, og det har været dejligt med så meget liv. Det har været en fornøjelse at se glæden i øjnene på de unge mennesker, når de kom i hallerne. At have flere daglige besøg af op imod 250 elever udskolingselever har en pris. Det er omkostninger til rengøring, opvarmning, el og toiletbesøg, som vi med vores økonomiske situation ikke længere kan forsvare omfanget af.

Derfor har Brande Hallerne været i dialog med Artium omkring anvendelsen af vores faciliteter og har på baggrund af vores økonomiske situation sendt et tilbud til Artium med de muligheder, vi kan tilbyde. Tilbuddet, der er sendt til Artium, lyder på et beløb mellem 850-1.250 kr. pr. skoledag, alt efter hvilke faciliteter Artium vil gøre brug af. Det er en pris på mellem 3 og 5 kroner pr. elev.

Vi er rigtig ærgerlige over og kede af, at Artium har valgt at takke nej til vores tilbud, og det betyder så desværre, at udskolingseleverne ikke længere har mulighed for at tilbringe deres pauser og frikvarterer i Brande Hallerne.

Vi håber og tror selvfølgelig på et forsat godt samarbejde med Artium, og skulle muligheden for, at udskolingseleverne kan komme tilbage til Brande Hallerne, dukke op, er de mere end velkommen.

 

På vegne af Brande Hallernes bestyrelse

Anne-Mette Kongedam

formand

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul