Kvickly Brande skal have ny varehuschef
![Jens Iversen](https://brandebladet.dk/sites/default/files/styles/full_image_12_col/public/artikler/jens_iversen_kvickly.jpg?itok=T6HXkud1)
Af Villy Guldbrand Jensen
Kvickly Brandes varehuschef gennem halvandet år, Jens Iversen, har fået nyt job som varehuschef i Kvickly Grindsted.
- Kvickly Grindsted har lige siden den blev bygget i de nye lokaler, været min drømmebutik, men det var ikke uden grundige overvejelser at jeg søgte stillingen, fortæller Jens Iversen til Brande Bladet.
- Jeg havde dog ikke troet det allerede skulle ske at Kvickly Grindsted blev ledig, her 1 år og 4 måneder efter min start i Brande. I bund og grund er det ikke det rigtige tidspunkt og rigtige timing, da Kvickly Brande er inde i en meget positiv udvikling, som jeg slet ikke er færdig med at arbejde med, men hvornår er det rigtige tidspunkt??
- Jeg har været enormt glad for at være i Brande. Jeg er aldrig blevet taget så godt imod i nogen butikker før denne, det er virkelig nogle dygtige og positive medarbejdere. Jeg har igennem mit job i Kvickly mødt mange fantastiske mennesker og ildsjæle, som virkelig vil noget med byen og foreningslivet, udtaler Jens Iversen der har sidste arbejdsdag i Brande fredag den 8. maj og starter i Kvickly Grindsted den 18. maj.
Afløser for Jens Iversen bliver Niels Birkelund Hansen, 29 år. Han kommer fra et job som souschef i Kvickly Bruuns Galleri i Århus.
Tilføj kommentar