Jeg har altid været glad for at bo i kommunen og har gjort det i mere end halvdelen af mit liv, og har ikke personligt haft grund til andet før nu. Her taler jeg om administration, byråd m.m. og ikke om den enkelte borger i Brande. Det er vigtigt for mig at få det sagt.

Pludselig oplevede jeg en side af forvaltningen, som har rystet mig i det inderste. Magen til hjerteløshed, afstumpethed, ufølsomhed, nærighed og mangel på medmenneskelighed har jeg ikke mødt noget andet sted, jeg har været i mit 75 år lange liv, og jeg skammer mig i dag over vores kommunes lederskab.

Så hårde anklager kræver selvfølgelig en forklaring, og den kommer her:

Som kasserer i en af Brandes frikirker stod jeg sammen med den øvrige ledelse af kirken pludselig i en situation, vi ikke havde forudset, nemlig med 44 ukrainske flygtninge ved vores dør, mest kvinder og børn. De kom med en lille håndkuffert eller rygsæk som bagage. Det var det, de havde med sig hjemmefra.

Grunden til, at der kom så mange til os, er, at vi igennem mange år har haft et hjælpearbejde i Ukraine og har opbygget relationer til mange kirker i landet i årenes løb, og derfor var vi de eneste, de kendte eller havde hørt om her i Vesteuropa.

44 gæster på kost og logi i flere måneder samt udgifter til lys og varme m.m. koster en del penge, så vi fik den geniale ide at spørge kommunen, om den kunne være behjælpelig økonomisk. Det var ikke lige kommunens kop te, kunne jeg forstå, men de ville dog støtte med et måltid mad til hver enkelt hver tiende dag eller sagt på en anden måde, kr. 6,49 pr. person om dagen. Det var selvfølgelig ikke sådan, de udtrykte sig, de var mere politiske i deres udtryksform, men effekten af deres støtte var den ovennævnte. Det løfte har de for resten overholdt.

Nu er der i kommunen gode virksomheder, som hjalp til, så kvinder og børn fik tøj på kroppen, sko på fødderne og brød på bordet, og flinke mennesker som også hjalp til, en hjertelig tak for det, og nu tynder det ud med folk, da flere og flere har fået deres opholdstilladelse og fordeles, selvfølgelig i omkringliggende kommuner for størstedelens vedkommende. Så slipper Brande for dem. Så det skal nok gå alligevel.

Tilbage sidder jeg og tænker: ”Kan kommunens smålighed give røde ører til borgmester og byråd, eller har de del i de beslutninger, der er taget? Er en ukrainsk kvinde på flugt fra krigens rædsler og med tre børn kun et måltid mad værd hver 10. dag i borgmesterens og byrådets øjne? Har de som jeg evnen til at skamme sig?”

Jeg har svært ved at slippe tanken, men er selvfølgelig nødt til at lægge den fra mig. Men svaret? - Det blafrer i vinden.

Dette indslag er fra mig personligt og ikke fra andre, som er involveret i denne sag, og jeg har ikke indviet andre i mine skriverier.

Magni Joensen

Alkærlundvej 3