Det bliver en lang valgkamp. Der er meget at snakke om. Det er godt nok. Men der er alt for mange til at sige det – og derfor bliver det alt sammen sagt for mange gange.
Der har aldrig i historien været så mange partier opstillet til et folketingsvalg, og den kendsgerning, at der er så mange partier – og den måde, flere af disse er opstået på, gør, at de alle sammen får sendetid på TV. Fordi Venstre, der tidligere var ét parti, denne gang er blevet til tre. Og fordi Alternativet eksempelvis har fået et søsterparti i De Frie Grønne. 13-14 forskellige partier….det er bare for meget.
Umiddelbart kan man mene, at det er godt for demokratiet, når der er mange partier at vælge imellem. 
Men det er ikke godt for demokratiet, når mængden af partier bliver så stor, at forskellene mellem holdninger og politik jævnes ud. Det er tydeligt, at politikerne selv har svært ved at formulere forskellene mellem nogle af partierne. 
Og for valgkampen rummer mængden af partier også problemer. Allerede nu fremgår det klart,  at debatterne på TV generelt har for mange deltagere. TV-journalisterne kan ikke nå at komme i dybden med de enkelte politikere og partier. Der er ikke tid. For i demokratiets navn skal alle politikerne helst have nogenlunde lige meget taletid – og derfor bliver debatterne til en gang overfladesnak og ligegyldigheder – med Clement Kjersgaard som en interessant undtagelse. Værten på ”Debatten” er heldigvis både så fræk, uforskammet og begavet at han mere eller mindre styrer forløbet, som det passer ham. Og derfor skaber lidt liv i programmet.
Men opgaven er vanskelig. Og der er så voldsom trængsel på flere områder, at politikerne uvilkårligt kommer til at gentage noget, som en kollega har sagt.
Uungåeligt. Indre strid i Venstre og Dansk Folkeparti har medført nye partier – og medført at flere erfarne politikere har skiftet parti. Men deres politik og deres politiske ideer og synspunkter bliver ikke fornyet i samme omfang som de personlige ambitioner. Så det er en valgkamp præget af gentagelser.
Også på det område er der en undtagelse. Nemlig Lars Løkke Rasmussen. Den tidligere  statsminister har evnen til at tænke politisk. Løkke har altid kunnet analysere politik – og givet analyserne det resultat, de fortjener. Nemlig forslag til politisk handling. Det er jo for pokker det, dygtige politikere skal kunne. Analysere samfundet – sætte ord på – og så kunne forme gode, politiske ideer, der kan løse problemer.
Når Løkke i denne valgkamp analyserer eksempelvis den danske sundhedssektor, sker det på baggrund af mange års politisk arbejde og stor indsigt…Og derfor er manden interessant at høre på. Men vi får ikke mulighed for at høre ret mange af Løkkes ideer eller analyser. Det er der nemlig ikke tid til. For der står 12 andre politikere og tripper. De har ikke analyseret noget og ikke formet en ide. Men de har krav på taletid!
Det er bare for mange, alt for mange. Men vi kan nok glæde os over, at det ikke vil gentage sig ved kommende folketingsvalg. De danske vælgere vil givetvis sørge for en markant begrænsning i antallet af partier. Det vil ikke skade demokratiet det mindste.