Vi elsker alle sammen dette danske fodboldlandshold. Naturligvis. Og i øjeblikket er der grund til jubel. Landsholdet har skrabet så mange resultater sammen i de senere år, at det nu er placeret i den absolutte europæiske top. Altså det danske landshold er seedet i bedste, europæiske gruppe og får derfor bedre lodtrækning. Vi undgår nogle af de stærkeste hold.

Så langt så godt. Og så alligevel: Jeg bruger udtrykket  ”skrabet sammen”. For det er jo, hvad der sker. 1-0 over England på Wembley lyder vildt imponerende. Det imponerende er imidlertid kun forsvar og målmand. Danmark vandt på et straffespark, som ganske enkelt aldrig skulle have været dømt. Forleden aften gentog historien sig - denne gang i København. Danmark vandt 2-1 over Island på to straffespark, hvoraf det ene var tyndt og det andet tyndere. Og mod Island var forsvaret for en gangs skyld heller ikke imponerende. Vi kan da glæde over placeringen blandt de ti bedste landshold i Europa, men lande som Tyskland, Holland og Italien, der ligger længere nede, skal vi nu ikke ligefrem glæde os til at møde i en eventuel kvalifikationsturnering. Som det danske landshold spillede forleden mod Island, vil vi tabe til den slags modstandere.

Det er et paradoks i dansk fodbold, at det nuværende landshold - der har sikret Danmark den bedste placering på den internationale fodbold-rangliste, ikke formår at skabe noget. Det er også et paradoks, at Danmark i landskampen mod Sverige forleden måtte stille med et reservehold, især i anden halvleg. Men i den halvleg spillede danskerne levende og godt - og scorede to mål. Mod Island - hvor A-kæden var inde fra start - spillede danskerne sig ikke frem til noget som helst. De spillede frem og tilbage, leverede stribevis af fejlafleveringer og dårlige tæmninger - og var en overgang i anden halvleg ved at blive spillet ned - af Island, hvis hold er langt fra fordums styrke.

Og så står vi ved det helt store paradoks i dansk landsholdsfodbold: Uanset hvor flot en placering, landsholdet har på diverse lister, er det ikke nær så godt, som det landshold, der under Sepp Pionteks ledelse spillede champagnefodbold. Det bedste landshold, Danmark har haft i nyere tid.  Spillere som Elkjær, Lerby, Arnesen, Laudrup, Olsen og Simonsen…..De var ikke spillere, der nu og da kom på banen i deres klubber - de var fast inventar i startopstillingen. Det landshold vandt aldrig noget som helst. Bortset fra det vigtigste af alt: Det vandt vore hjerter, fordi det spillede vidunderlig fodbold. Den trup spillede i et tempo og med en teknik, der på det tidspunkt var unikt. Forleden så vi nogle danske angribere - det bliver de i det mindste kaldt - der ikke kunne gøre noget som helst mod Island. Jeg sad med kaffen foran tv og tænkte: Hold da op, hvor er der langt til Preben Elkjær….

Vort landshold har succes, set på indsamlede points. Det er lige som at skulle glæde sig over en rig onkel. Der er nærig.